TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Er 13 godt eller dårligt?

af | 19. dec 2021 | Nyheder

I eftermiddag starter Izoard Vedaquais for 13. gang i karrieren og hidtil har den ikke tabt et løb.  I start nummer 13 kan den vinde Criterium des 3 Ans på Vincennes med en førstepræmie på 90.000 Euro.

Izoard Vedaquais med Eric Raffin v ed sejr på Enghien, Foto Le trot.

På et tidspunkt kommer nederlaget til enhver sejrshest, og selvfølgelig er det store spørgsmål om det sker i start nummer 13 for Izoard Vedaquais med Eric Raffin i eftermiddagens Criterium des 3 Ans på Vincennes.

Men meget taler nu for at Izoard Vedaquais kan fortsætte sin sejrsrække.

I sin sidste start inden eftermiddagens opgør sejrede Izoard Vedaquais i 1.12.8/2875 meter volte og den notering er ingen af de øvrige deltagere i stand til at have matchet.

Årgangens hidtil mest vindende, Italiano Vero med David Thomain har løbet 1.13.4/2700 m.

Såvel Izoard Vedaquais som Italiano Vero trænes af Philippe Allaire, der her kan vinde løbet for femte gang som træner.

Han vandt det første gang i 1980 med Larabello og har siden vundet det med Kesaco Phedo i 2001, Ready cash i 2008 og Charly du Noyer i 2015.

Og netop Ready Cash går igen i afstamningerne på såvel Izoard Vedaquais som Italiano Vero.

Ready Cash er fader til Italiano Vero, og farfar til Izoard Vadaquais, der har Bird Parker som far, mens moderen er Dokha Vedaquais, er efter Prodigious.

Ready Cash og hans sønner tegner sig for seks af deltagerne i eftermiddag, Coktail Jet er far eller farfar til fem og Prodigious er far eller farfar til tre – og så er Ganymede repræsenteret med et enkelt afkom.

Erik Bondo skulle have startet to heste, men Stald Ritas If I Tell You, blev i sidste øjeblik skubbet ud af startlisten – Bondo starter derfor kun italienskejede Instinct d’Am (Bold Eagle) med Gabriele Gelormini, der vandt sin forrige start i 1.14.9/2700 m.

Criterium des 3 Ans er dagens Quintet-løb (5+-løb) og køres klokken 15.15.

Såvel DanToto som Derby25 har spil til Vincennes