Efter en løbspause på lidt over en måned var Kasper Fogets Epos Østervang atter tilbage i løbene på Yonkers Raceway, hvor den sejrede for Jason Bartlett.

Eventyret med Epos Østervang i USA ser ud til at fortsætte.
I hvert fald blev starten på 2024 fin for den nu 8-årige Wishing Stone-søn, der ikke havde startet siden den 21. december.
Torsdag aften, lokal tid var Per Engblom-trænede Epos Østervang med Jason Bartlett til start på Yonkers Raceway i et claiming race – 75.000 dollars – med blot fem heste til start.
Epos Østervang sad sidst fra start, men angreb godt på de sidste 400 meter og fangede den førende P L Oscar (Archangel) med George Brennan og vandt i 1.12.0a/1609 m – præmie 13.500 dollars.
Tidligere danskejede Kilimanjaro var også med i løbet, og sluttede sidst i 1.14.0.
Det var 12. sejr i 55 starter i USA for Epos Østervang, og det er nu blevet til 221.915 dollars – 1.5 mio. danske kroner.
