TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

En vanskelig sag

af | Nyheder

Dommerkomiteen på Jydsk Væddeløbsbane har indberettet Jeppe Juel til DTC efter 2. løb på grund af en episode, der skete lidt ind i opløbet. Vi ser nærmere på sagen.

Umiddelbart ser man ikke efter, hvad der sker bagest i felt, men det er aktuelt i denne sag, der har to af dansk travsports førende kuske indblandet,

Screendump fra Racing Live, hvor Jeppe Juel i inderbanen langer ud mod Faust Boko med Steen Juul

Screendump fra Racing Live, hvor Jeppe Juel i inderbanen langer ud mod Faust Boko med Steen Juul

I 2. løb på Jydsk Væddeløbsbane er Springsteen med Jeppe Juel træt efter at have været helt med fremme fra start, og den bagvedliggende Faust Boko med Steen Juul kommer så tæt op til Jeppe Juel, at han forsøger at skubbe Faust Boko væk –  både ved at skubbe, men også ved slag.

Dermed overtræder Jeppe Juel løbsbestemmelserne, hvor det bl.a. hedder i Paragraf 53

Til gene af konkurrent m.m.

Under løbet er det forbudt at genere anden ekvipage eller at hindre dennes fart ved f.eks. uopmærksomhed, for snæver kørsel, trængning eller tydelig temponedsættelse. Kusk/rytter må ikke genere konkurrent ved råben, skrigen eller anden form for spektakel.

Men Jeppe Juel begynder jo ikke at foretage sig noget i relation til Faust Boko uden, at der er en grund til det.

Det må være helt klart, at Faust Boko med Steen Juul er kørt for tæt – eller nærmest op i  – Jeppe Juel.

Jeppe Juel udtaler til Ekstra Bladet, at hvis han ikke havde gjort noget, så kunne det være endt i et styrt.

Det er selvfølgelig en påstand, men uanset hvad, så må det være ret irriterende at have et hestehoved hængende – så at sige – i nakken på en.

Og ikke vide, hvad der vil ske.

Men berettiger det Jeppe Juel til at lange ud efter Faust Boko?

Det er en vanskelig sag at vurdere, og det er også derfor, at Dommerkomiteen på JVB har sendt den videre til behandling i Dansk Travsports Centralforbund.

Dommerkomiteen på JVB har ment, at sagen falder ind under 600 Ubehersker opførsel overfor konkurrent, der skal pådømmes som enten en C-forseelse: Mindst 200 kr. i bøde eller en E-forseelse, der skal behandles af Dansk Travsports Centralforbund.

Og det blev altså vurderet til at høre ind under en E-forseelse.

På Facebook afstedkom denne sag en stor debat, og straks var der nogen, der råbte dyrplageri!

Overhovedet ikke!

Hvis Jeppe Juels slag mod Faust Boko skulle blot have tangeret, hvad man kunne kalde dyrplageri, så skulle hesten have reageret mere end det, den gjorde.

Men omvendt er det klart, at det ikke sender noget godt signal, når en kusk slår ud efter en anden hest i et løb.