TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

En ren ekspeditionssag

af | 2. jun 2017 | Nyheder

I dag bliver den nye spillelov, der ophæver Danske Spils monopol på spil på heste, vedtaget i Folketinget.

Det ligner en ren ekspeditionssag og ikke et komma er ændret i et oplæg til lovforslag som Skatteminister Karsten Lauritzen (V) for nogle uger fremsatte omkring en liberalisering af spil på heste- og hundevæddeløb.

Tredje behandlingen af lovforslaget, der hedder L 196, er punkt 19 på dagsordenen og lyder således :

19) 3. behandling af lovforslag nr. L 196:
Forslag til lov om ændring af lov om spil, lov om afgifter af spil og lov om Danske Spil A/S. (Liberalisering af onlinebingo, heste- og hundevæddemål og væddemål på kapflyvning med brevduer samt indførelse af et særligt bidrag til hestevæddeløbssporten).
Af skatteministeren (Karsten Lauritzen).
(Fremsættelse 26.04.2017. 1. behandling 04.05.2017. Betænkning 18.05.2017. 2. behandling 23.05.2017).

Lovforslaget træder i kraft fra den 1. januar 2018, men endnu mangler det lovforslag, der skal sikre hestevæddeløbssportens overlevelse i fem år fra 2018!

Dette lovforslag skal udarbejdes af Kulturministeriet på baggrund af den stemmeaftale mellem partierne, der også ligger til grund for L 196. Lovforslaget skal fremlægges i efterårssamlingen i Folketinget.

Ifølge stemmeaftalen skal hestevæddeløbssporten i en overgangsperiode sikres et beløb på omkring 75 millioner kroner om året. Dette nedtrappes fra 2023 med 20% om året, således sporten fra 2028 skal være selvfinansierende med baggrund i L 196.

I 2018 skønnes L 196 i øvrigt kun at ville kunne give et provenu på mellem 8-10 millioner kroner til sporten!

Man kan således forvente, at trav- og galopsporten får flere penge til at drive sporten med i 2018, men samtidig skal sporten også opbygge og drive et nyt spilleselskab, der vil være i konkurrence med DanToto/Danske Spil, der jo har en fordel af at have hele kundedata-basen af spillere, der vil spille på trav og galop!

For sportens nye spilleselskab kan den største indtægtskilde blive spil til udenlandske løb – især til ATG i Sverige og RiksToto i Norge

Kan man sikre samme omsætning til ATG og Rikstoto som DanToto har haft, så vil fremtiden for dansk trav- og galopsport se lys ud, men hvis DanToto fortsat vil kunne have et direkte samarbejde med ATG og Rikstoto, så bliver det meget svært.

For ifølge L 196 er det kun af spil på danske hestevæddeløb andre udbydere af hestespil i Danmark skal betale en afgift på 8% til sporten.

Med vedtagelsen af L 196 ”slippes hestene fri” – totalt fri – monopolet ophæves – og sporten bliver bare en af flere aktører på spillemarkedet.

Og den eneste “ekstra-indtægt” der kan komme fra Danske Spil og andre spiludbydere er den afgift på 8%, der skal betales for at modtage spil på danske trav.- og galopløb.

Det bliver ingen let kamp at sikre fremtiden for dansk trav- og galopsport.