TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

En Lykke-lig mand

af | Nyheder

Foto. Jan Pedersen

Lars Lykke til tops på Lunden med familiehesten Mellis Akema.

Det er efterhånden 10 år siden, Lars Lykke stoppede som træner, men lysten til at køre væddeløb er der stadig og i går fik han årets første sejr.

I søndagens 1. løb på Lunden var Mellis Akema (Calvin Capar) helt overlegen efter en rigtig fin præstation i et løb, hvor der blev kørt meget stærkt fra start.

Den førende Mille d’Atout forsvarede sig i 10-temp de første 500 meter, men så valgte Jeppe Juel at slippe Lars Lykke forbi – og så var løbet reelt afgjort. I tiden 1.15,8a/2000 meter passerede Mellis Akema målstregen som overlegen vinder – hestens første for sin nuværende træner, Dorte Lykke.

Købt ubeset
Som datter af Lars Lykke har Dorte Lykke selvsagt fået travsporten ind med modermælken, og sammen med sin mand har hun i dag to løbsheste, som parret ejer sammen med “Farmand”.

-Vi havde set nogle videoer med Mellis Akema og syntes det var en tiltalende hest, fortæller Lars Lykke.

-Den havde hele livet haft problemer med at gå fra start, men vi følte, at det var en hest med muligheder, så vi købte tog chancen og købte den ubeset helt oppe ved Östersund-banen i Sverige. Det er en køretur på 1100 km, så vi fik i stedet en hestetransport til at køre hende til Jägersro, hvor vi afhentede Mellis Akema i slutningen af november måned i fjor.

-Vi fik hesten gået igennem og har “filet” lidt på de ting, vi syntes der skulle files på. Første gang (17. december) var hun ikke i nærheden af at træde an fra start, akkurat som i Sverige, men gik faktisk rigtig fint efterfølgende.

-De to sidste starter har vi så ændret på forspændingen, hvor hun fik nogle andre sko og en tjek på, og jeg håber at vi nu har fundet løsningen. Ikke dermed være sagt, at Mellis Akema vil gå fejlfrit hver gang, men så langt så godt.

Jägersro næste gang
Næste opgave for Mellis Akema bliver formentlig et løb på Jägersro den 31. januar.

-Jeg ved godt, at konkurrencen bliver hårdere, så jeg vil nok køre hende på en anden måde, men jeg synes det virker som om, der er et gear mere i hesten. Hun er ikke oppe på max. træning på sandbanen og det virker som en stærk og reel hest, siger Lars Lykke.

Familien har yderligere en hest, Awesome Girl Bank (Great Challenger), der ikke har startet siden midten af november, men nu meldes klar igen.

-Awesome Girl Bank har haft Borelia, men er fri af det nu. Vi har lige fået svar på de sidste blodprøver og hun er i fuld gang med at træne igen, så jeg regner med at hun kan starte igen om en måneds tid, siger Lars Lykke, som egentlig gerne ville udvide stalden, men det er der – endnu – ikke stemning for i familien.

-Dorte og Christoffer bor fem kilometer fra Skovbo-banen, så træningsmulighederne er gode; de kan både træne derhjemme og på Skovbo. De bruger rigtig meget tid på de her to heste. Jeg ville godt ha’ en tredje hest, men det føler de ikke, der er tid til.

Siden Lars Lykke stoppede med at have heste i træning, har han haft job som bestyrer på Rundforbi Stadion i Nærum og det har han det rigtig fint med.

-Jeg har valgt det professionelle liv fra start, men kan stadig være med på den sjove måde. Jeg synes jo stadig det er sjovt at køre og ikke mindst vinde løb, så det fungerer fint på denne måde, slutter Lars Lykke.