TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

En legende mindes

af | Nyheder

På Fyens Væddeløbsbane kører man i eftermiddag Karls K. Pedersens Mindeløb til ære for mindet om en af dansk travsports legendariske personer, der i næsten 30 år satte sig store præg på travsporten – ikke blot på Fyn, men også i Danmark.

Karl K. – han hed aldrig andet, og han var i mange får formand for Fyens Væddeløbsbane, medlem af Dansk Travsports Centralforbunds bestyrelse – ja, han var også formand for DTC en overgang.

Karl K. Pedersen

Karl K. Pedersen, der var slagtermester, var med da Fyens Væddeløbsbane startede i 1935, og gennem årene fejrede hans heste i Stald Domas og med kusken i blå/hvid stribet køredragt mange triumfer – ja, mere end 500 sejre blev det til.

Og hovedparten vundet i en tid, hvor travsporten var en sæsonsport.

Gennem alle årene havde Karl K. Pedersen Poul Stripp som træner, og jeg tror såmænd ikke det var fordi de ofte talte sammen om de heste, som Stald Domas havde i træning.

Da jeg begynder at komme i stalden hos Poul Stripp i begyndelsen af 60-erne, var det primært Karl K.s to sønner, Jørgen og Jens, der kom i stalden. De var begge dygtige amatørkuske.

Ganske vist kom Karl K. altid kørende på løbsdagene og parkerede sin store Mercedes i hjørnet – op ad hækken – ved indkørslen til Stripps stald, men han gik med det samme op til Dommertårnet, hvor han generelt opholdt sig på en løbsdag.

Hvis en Stald Domas-hest startede gik Karl K. uden for døren.

Og ærespræmieoverrækkelserne stod han altid for.

Jeg mindes kun at se Karl K. inden for i stalden hos Poul Stripp Juleaftensdag.

Da var det kutyme, at Karl K. kom i stalden og Stripp fik en erkendtlig af sin store hesteejer, og til vi drenge faldt der en femmer eller en tier af!

Karl K. var manden bag mange initiativer på Fyens Væddeløbsbane – et af dem var Tagfat-løbet, der var opkaldt efter den bedste hest Stald Domas, nogensinde havde haft.

Hoppen Tagfat blev nummer to i Dansk Trav Derby og havde i mange år sejrsrekorden med 51 sejre.

Jeg husker, at ærespræmien i Tagfatløbet år efter år var særdeles fornem – et år var det et bestiksæt til 12 personer i sterlingsølv!

I dag ville prisen for sådan en ærespræmie være mindst 15.000 kroner!

Karl K. døde i 1969, men sønnerne førte Stald Domas videre i nogle år – de opnåede som opdrættere at vinde Dansk Trav Derby med Spathrine C.

I eftermiddag køres Karl K. Pedersens Mindeløb som 3. løb på Fyens Væddeløbsbane og har Henrik Lund-trænede Harley Boko med Johnny Jørgensen som favorit.

På Derby25 er Rene Kjær klar med Kjærs Corner til de fynske væddeløb – klik her

Baneprogrammet kan downloades på dette link – klik her

Trænerkommentarer og eksperttips som altid på fasttrackracing.dk – klik her