TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

En kommende Champ

af | Nyheder

Foto: Kim Gudmand

Kenneth Nielsens Champ vendte søndag på Lunden tilbage til løbene med bravur og ligner begyndelsen til noget stort. 

Tre sejre og en andenplads i fire starter er det foreløbige resultat for Champ (Oyonnax), der i går sejrede i finalen i Lundens 3-års Serie i tiden 1.18,0/2020 meter efter en fin-fin præstation.

-Han var ikke så glad for banen i går; det er ingen kritik, men han skal fremover ikke starte for enhver pris, selvom jeg gerne også vil afprøve ham i autostart inden han går på vintertræning, siger Kenneth Nielsen, som selv har opdrættet og ejer Champ, der er det hidtil eneste afkom i Danmark efter den tidligere Elitloppsfinalist Oyonnax.

-Det er første og måske også sidste gang jeg har forsøgt mig som opdrætter. Jeg har ikke forholdene til det og har i øvrigt heller ikke været fristet af det, men det har da været sjovt at prøve.

Sejren var som nævnt Champs tredje i fire starter, men der er gået næsten tre måneden mellem tredje og fjerde start?

-Han gik et rigtig hårdt løb forrige gang, hvor han var nummer to på 1.15,3 fra 40 meters tillæg, og jeg syntes han fortjente at komme sig godt oven på den start. Det var egentlig meningen, at Champ skulle ha’ haft en pause på en måneds tid, men så blev han forkølet og begyndte samtidig at sætte vinterpels, og så gik tiden bare, siger Kenneth Nielsen, som ikke lægger skjul på, at han har store forventninger til sin hest.

-Jeg synes allerede, at Champ har vist, at han indeholder noget ekstra. Han har i voltestart løbet hurtigere end de har gjort i nogle af årgangsløbene, så på den måde kan man sige, at han bejler til at være med blandt de bedste som 4-års. Confidence og Cuba Libre er jo stjernerne i årgangen, men jeg synes det er en ret bred årgang og der er måske også nogle, som vi endnu ikke har hørt om, der pludselig viser noget stort, så jeg tror og håber på at Champ næste år kan være med blandt de bedste. Han har jo allerede på fire starter vist at han har en kæmpe motor og jeg tror, at f.eks. 3000 meter vil være til hans fordel.

Ungheste på vej
Kenneth Nielsen hat netop fået to “nye” 1-årige hopper i træning, Eight Hour (Ganyméde) og Ethiopia (Dream Vacation) – og helt nye er de så alligevel ikke.

-Jeg købte begge hestene på Derbyauktionen i august, men de har hidtil været hos Henrik Thomsen og er nu i gang med vintertræningen, siger Kenneth Nielsen.

-Eight Hour blev købt til mig selv, mens Ethiopia er købt til en ny anpartsstald, som jeg har startet op sammen med Kasper Nielsen. Der blev solgt 20 anparter på 14 dage og vi har allerede holdt de to første anpartsmøder. Der er folk fra hele landet – fra Jylland til Bornholm. Begge 1-åringerne kommer til at stå på Lunden vinteren over, så de kan vænne sig til banen og det gælder først og fremmest om at få kørt en masse kilometer i benene på dem.

-Vi har pt en enkelt 2-åring, Donna Marie (Orlando Vici), der er en fin hest, som er halvsøster til Nok’en Frækkert (1.10,6a-1.567.000 kr). Hun er blevet opereret for en mus i bagkoden hjemme hos opdrætteren, og er derfor blevet  noget forsinket. Træner pt. på niveau med Ethiopia og vi er glade hvis hun kommer til start som 3-års, men det er en interessant hest med en spændende stamme.

Vidste du at …
Kenneth Nielsen har tilkørt to af øjeblikkets hotteste navne i dansk travsport, Slide So Easy og Bandit Brick?

Slide So Easy vandt bl.a. Derby Consolation for Lunden-træneren, men skiftede efter salg til Team Clemmensen & Christensen I/S til Flemming Jensen i februar 2016. Bandit Brick havde Kenneth Nielsen i træning til slutningen af 2-årssæsonen, men nåede ikke at starte den senere sejrshest.

-Både Slide so Easy og Bandit Brick fandt jeg på respektive åringsauktioner i Danmark og Sverige og det er jeg da lidt stolt over, ligesom Champ selvfølgelig også er kørt til her. Det ser jeg som lidt af et kvalitetsstempel, siger Kenneth Nielsen.