I lørdags fødte Ocarina FH hingsteføl på Stutteri Shadow – dagen efter var føllet solgt!
Hvis man ellers er interesseret i at sælge sit nyfødte føl er det ingen dårlig ide at indsende et foto til os på travservice!
Det vil Niels-Jørgen Jensen, Stutteri Shadow gerne skrive under på.
I lørdags nedkom hans Andover Hall-datter, Ocarina FH med et hingstføl efter Classic Photo, og der blev sendt foto og info om føllet til travservice, hvor vi bragte nyheden.
Søndag kom Eigil Andersen fra Team AP på besøg, og da Team AP har ejet helbroderen, Dickson Shadow 1.14.3 – 367.824 kroner var Andersen meget interesseret i føllet, og på kort tid blev en handel en realitet.
Dickson Shadow blev i øvrigt solgt til Finland ved årsskiftet, men har endnu ikke startet i sit nye hjemland.
Ocarina FH er også moder til bl.a. Cadillac Shadow (Lindy Lane) 1.12.3 – 183.725 kroner samt den lovende 3-åring Franz Jæger (GooGoo GaaGaa) 1.16.5 – 35.000 kroner.
Du er også velkommen til at indsende dit følfoto til travservice – vi giver dog ingen garantier for hurtige handler!
