TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

En genistreg som ikke gik hjem

af | Nyheder

Historien om kusken, som ”vandt” et løb ved at køre en omgang for lidt.

Travtræner Robert Trautvetter fødtes i Berlin i 1866 og kom til Charlottenlund midt i 1890’erne. Han skaffede sig hurtigt et godt navn, og i modsætning til de fleste andre professionals, som arbejdede som privattrænere, kørte Trautvetter for mange forskellige ejere.

Han vandt Opdrætningsløbet 1899 med Miss Tazmoor og Derbyet 1907 med den kæmpestore rødskimmel Dagmar Lamott. Han formodedes også at vinde Derbyet i 1916 med Elegant Bai, men kort før det store løb flyttedes hingsten til træner Koster, som så vandt Derbyet med den.

Tabet af Elegant Bai skal have gået Trautvetter så hårdt på, at han ved sæsonens afslutning pakkede sine sydfrugter og drog tilbage til sit fødeland for at arbejde for forskellige trænere og hesteejere der.

Femten år senere, i 1931, var Trautvetter tilbage i København medbringende sin søn Robert junior. Begge nedsatte sig som trænere, og Trautvetter jr. deltog en del i løbene, medens senior deltog mere sporadisk, idet han var privattræner for Stald C.J.A. Hansen, hvor ejersønnen Ernst kørte de fleste heste i løb.

Mandag, den 10. oktober 1932 deltog Trautvetter jr. i et løb på Amager, som gik over distancen 2000 meter. Da Amager var en 1200 meter-bane, betød det, at starten gik ud for staldene på ”den anden side”.

Junior kørte hesten Nebbegaard, som var meget uvillig i starten. Ekvipagen var kun nået til første sving, da resten af feltet nærmede sig efter at have travet en omgang. Trautvetter fik pludselig fart på sin hest og styrede den ned foran feltet i klar ”føring”.

Parret ”vandt” da også løbet, men medens at publikum morede sig over episoden, så dommerne meget alvorligt på situationen. Trautvetter jr. blev omgående udelukket for resten af sæsonen, hvilket betød otte løbsdage.

Snart viste det sig dog, at der ikke var hjemmel i løbsbestemmelserne til at uddele en sådan straf, og allerede ugen efter sad unge Trautvetter atter i løbssulkyen.

Både far og søn deltog yderligere nogle år i de københavnske travløb. Senior kørte sit sidste løb som 70-årig i 1936 og døde få år efter, medens junior kørte sporadisk yderligere et par år.