TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

“En fremtidshest”

af | Nyheder

Peter Rudbeck kan se frem mod en spændende weekend med bl.a. staldens to 2-åringer, der starter i hhv. Breeders Course-finalen på Jägersro og Dansk Opdrætningsløb. 

Lørdag er Eastboundanddown (Explosive Matter) og Birger Jørgensen på plads i Breeders Crown-finalen på Jägersro, hvor parret bl.a. møder ubesejrede Eric The Eel og den tidligere Christian Lindhardt-trænede Osoma, der vandt hvert sit kvalifikationsløb og på dén baggrund skal ses med topchance.

Eastboundanddown. Foto Ole Hindby

Eastboundanddown har været klart slået af Eric The Eel i deres to første møder, men Dontpaytheferryman’s lillebror skal bestemt ikke undervurderes trods et lidt vanskeligt startspor (7).

-I mine øjne er Eastboundanddown en fremtidshest, der helt sikkert bliver bedre næste år, siger Peter Rudbeck til Travservice.dk.

-Det er en super stabil hest med en god indstilling, men han er bare stadig lidt “grov” i det og derfor flyder aktionen ikke altid lige godt. Primært fordi han rammer sig lidt, men det bliver bedre med mere træning.

-Vores 2-åringer går typisk intervaljob hver tredje-fjerde dag når de starter kontinuerligt, og vi kører aldrig mere end 4 x 1000 meter. Jeg kunne sagtens presse dem lidt mere, men de skulle gerne holde i bentøjet og fortsætte med at starte som ældre heste, så det gør jeg ikke.

-Mht. chancerne på lørdag, så fik de tre kvalifikationsløbsvindere startspor 1-3, så der kunne vi aldrig komme ind. Jeg havde håbet på startspor 4 eller 5, men der kommer nok så meget fart på fra start, så han skal nok komme ned i banen. Jeg ser ham som en triochance.

Én af fire vinderchancer
I Dansk Opdrætningsløb søndag eftermiddag på Lunden har Peter Rudbeck stolte traditioner med foreløbig fire sejre på blot 12 år (2006-17). I fjor vandt Dontpaytheferryman og i år er Stutteri Hole In One repræsenteret af Eightdaysaweek (Muscles Yankee), der er lillebror til Derbyvinderen Stand And Deliver om som indledte karrieren med tre sejre på stribe.

Senest var Eightdaysaweek nummer to bag Epicwildfire M T i Jydsk 2-årings Grand Prix Consolation.

-Han var ikke 100 % sidst, men gik OK uden at at være på toppen. Det føler jeg imidlertid han er til denne start, siger Peter Rudbeck.

Eightdaysaweek. Foto Flemming Andersen

-Eightdaysaweek har nok også fordel af venstre rundt, da han løber lidt skævt med bagdelen, hvilket gør, at han finder bedre rundt på f.eks. Lunden. Det falder ham ikke så naturligt at gå højre rundt i Århus.

-Jeg vurderer ham til at være en af fire heste, som kan vinde Opdrætningsløbet hvis Erling ikke er helt outstanding.

Peter Rudbeck starter også Stand And Deliver (Kadabra) i Mesterskab for Danmark, hvor 2013-Derbyvinderen er med for femte gang!

I fjor blev Stand And Deliver nummer to bag Obi-Wan, men det vil være en mindre overraskelse hvis han er med på stregen i år.

-Stand And Deliver var lidt svagere senest i Århus, men jeg har skærpet ham lidt frem mod denne start, selvom han nok mangler lige 10 % i at være i topform, siger Peter Rudbeck.

-Han har døjet med noget allergi og træner derfor lidt lettere og lidt anderledes, men omvendt vil jeg heller ikke presse ham og alt der kommer fra nu af er bonus.