På torsdag mødes de to staldkammerater Empire og Eric the Eel i Prix de La Cote d’Azur på banen i Cagnes sur Mer.
16 heste kommer til start i dette Gruppe 3-løb over 2900 meter volte, der har en samlet præmiesum på 120.000 Euro med 54.000 Euro til vinderen.
Blandt de 16 er de to danske 6-åringer, Empire med Eric Raffin og Eric the Eel med Adrien Lamy, der begge trænes af Tomas Malmqvist.
De mødtes den 11. december på Vincennes, hvor Eric the Eel på en god afslutning sejrede i 1.12.6/2700 m, mens Empire, der først slap sent fri i opløbet, nåede tredjepladsen i 1.12.7.
Nu skal de to staldkammerater, der jo begge er født og opdrættet hos Panamera Racing, mødes igen og Empire kan få revanche.
Den røde hingst er godt inde i løbet, hvor der er tillæg – 25 meter – ved 305.000 Euro. Empire starter med 301.873 Euro.