TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Empire flot nummer to i Paris

af | 26. dec 2021 | Nyheder

Tomas Malmqvist-trænede Empire med Eric Raffin i sulkyen stod for en flot præstation i Prix de Tenor de Baune, hvor den sluttede på en tæt andenplads – Erik Bondo-trænede Grand Art sluttede hurtigst af alle til en sjetteplads.

Galius vinder foran Emoire – ude i banen bliver Grand Art nummer seks.

Med en andenplads i søndagens udtagelsesløb til Prix d’Amerique, Prix Tenor de Baune viste danske Empire for alvor sit internationale format.

Den røde hingst, der ejes af Leif Hansen og er opdrættet af Panamera Racing satte sit præg på løbet og var i spids fra start – en overgang med tre-fire længder ned forbi tribunen.

Efter 1200 meter, der blev afviklet efter 1.13.6 kom en anden rød hingst, Galius (Love You) med Yoann Lebourgeois  frem og overtog føringen.

Stald Ritas Grand Art med Gabriele Gelormini sad her sidst i feltet på 12 heste.

Galius holdt et jævnt tempo i spids – 1.13.4 med 1000 meter tilbage og 1.13.5 med 500 meter tilbage.

Løbets storfavorit, Ampia Mede SM med Franck Nivard sad nede i feltet på en syvende/ottendeplads, men begyndte at forbedre sin position opløbssvinget rundt.

Foran kunne ingen true Galius med Empire i ryg, men bag dem blev det dramatisk da italienske Amour As med Nicolas Bazire galoperede og umiddelbart efter gjorde Ampia Mede SM, da Nivard trak vattet på den.

Galius afsluttede efter 1.07.8 til sejr i 1.12.5/2700 m, mens Empire på andenpladsen afsluttede efter 1.07.9/500 m og noteredes 1.12.6 – præmie 25.000 Euro – på tredjepladsen Ganay de Banville med Jean Michel Bazire i 1.12.6.

Foto geny.com

-Nu har vores to opdræt, Empire og Eric the Eel begge slået Ganay de Banville, der er kvalificeret til Prix d’Amerique . det synes jeg er sejt, siger Jeanette Hansen, Panamera Racing.

Med andenpladsen viste Empire at han har klasse til at begå sig blandt de bedste heste i Frankrig.

-Og jeg tror, at Empire bliver bedre endnu med yderligere et løb i kroppen, sagde Tomas  Malmqvist til ATG Live efter løbet.

Også Stald Ritas Grand Art, der trænes af Erik Bondo viste at den har topklasse.

Den sad sidst undervejs, men leverede den allerhurtigste afslutning af alle med 1.06.5 de sidste 500 meter.

Det bragte den frem til en sjetteplads, der gav 2.000 Euro i præmie.

Vinderen, Galius fik med sejren startret i Prix d’Amerique – den har tidligere markeret sig som en tophest med sejr i Criterium des 5 Ans.