TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Elliot udelukket i 180 dage

af | Nyheder

Ved en rutinemæssig kontrol af behandlingsjournaler har DTC konstateret at Gordon Dahl-trænede Elliott i strid med dopingreglementet er blevet behandlet som 3-åring med Tildren.

Elliot sæsondebuterede med sikker sejr for Gordon Dahl i Billund den 13. maj.
Nu er den diskvalificeret. Foto KM FOTO

I forbindelse med Musketerdagen på Skive Trav indhentede DTC rutinemæssigt behandlingsjournaler for et større antal heste.

Efter at have gennemgået disse har det vist sig at Elliot, der ejes af Stutteri Disney og trænes af Gordon Dahl, er blevet behandlet med Tildren den 3. december 2019 – altså da den var 3 år.

Brugen af Tildren på heste yngre end 4 år er ifølge de gældende regler en forbudt behandling, hvorfor der i henhold til §38.10 nedlægges startforbud på Elliot i mindst 180 dage.

Startforbuddet træder i kraft med øjeblikkelig virkning.

Sagen vil nu blive overdraget til behandling i Skandinavisk Doping Komité.

Da Elliot ikke har været startberettiget i sine to starter i år, er han blevet diskvalificeret og DTC har justeret præmierækken herefter.

Det drejer sig om løb i Billund den 13. maj, hvor Elliot sejrede og i Skive den 1. juni, hvor den var nummer tre i Frosty Hanovers Mindeløb.

Tildren bruges til at behandle lidelser som slitage eller uhensigtsmæssig forkalkning af knogler.