Årets vinder af Elitloppet, Don Fanucci Zet, startede mandag aften for første gang siden den store triumf. Men det blev ikke til sejr.
Henning Mårthans Minne er Rättviks store løb for 5-årige heste.
Det går over distancen 2140 meter, og der er 100.000 sek til vinderen. I år var der blot fem heste til start, men de var af fremragende kvalitet.
Årets Elitloppsvinder, Daniel Redén-trænede Don Fanucci Zet (Hard Livin), gjorde comeback efter godt seks ugers pause og var for Örjan Kihlström storfavorit til 13:10.
Da der ikke var udsigt til at få føring fra startspor 5, valgte Kihlström at bakke med det samme.
Timo Nurmos-trænede Brother Bill (From Above) tog teten for Carl Johan Jepson og holdt den sikkert til målet var passeret med tre længders marginal i 1:12.3a til odds 34:10.
Don Fanucci Zet afsluttede meget stærkt til andenpladsen på 1:12.6a, og det samme gjorde den Svante Båth-trænede tredjefavorit (81:10) Global Adventure (S.J.s Caviar), som travede samme tid for Erik Adielsson.
Brother Bill fik dermed revanche fra det uheldige nederlag til Don Fanucci i Berth Johanssons Minne i april, hvor From Above-sønnen galoperede i mål som tredje, knebent slået af Stall Zets blivende Elitloppsvinder.