TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Elitloppet 2021 – uden storfavorit

af | 30. maj 2021 | Nyheder

Årets udgave af verden største sprinterløb for ældre heste, Elitloppet på Solvalla er det mest åbne i mange år.

Hvem vinder Elitloppet med en førstepræmie på 3 millioner kroner?

Det er dagens store spørgsmål som travinteresserede over stort set hele verden nu går og funderer over i disse timer.

Mange har dog sikkert allerede deres favorit, men til forskel fra tidligere år, hvor en eller to heste har stukket ud blandt de 16 heste, der er inviteret til at deltage, er der ingen der i år virker som en oplagt vinder.

Det afspejler sig også tydeligt i de odds på vinderen af finalen som betting-firmaet, Unibet tilbyder.

Her kan man få 7 gange pengene, hvis det er enten Don Fanucci Zet eller Vivid Wise As, der bliver endelig vinder.

Bliver det ”dansk” sejr ved Ecurie D er odds 8.

Det samme kan man få på Moni Viking, mens sidste års vinder Cokstile er helt oppe i 16 gange pengene!

Ja, Elitloppet er blevet mere åbent nu hvor dagen er kommet end det f.eks. var den 31. marts, hvor Bet25 havde Ecurie D som favorit til odds 3,75, mens man kunne få  hhv. 50 gange pengene på dagens favorit Vivid Wise As og 20 gange på Don Fanucci Zet!

Bet25 har også fast odds på Elitloppet i dag, men det er odds på hvem der går videre til finalen fra de to indledende heat.

Her kunne det være en ide at spille de to italiensktrænede heste, Vivid Wise As og Cokstile i en double. De har begge nummer et og odds på sådan en double er i skrivende stund 2.21!

Husk at de to heste ”blot” skal kvalificere sig – de skal altså være mellem de fire bedste i deres respektive heats!

Oddset hos Danske Spil har endnu ikke offentliggjort nogle spil til eftermiddagen på Solvalla.

Skal vi se på chancerne?

I 1. heat – 6. løb (V75-2) er italienske Vivid Wise As med Alessandro Gocciadoro favorit efter Don Fanucci Zet med Ôrjan Kihlström er havnet yderst på vingen.

Mange tror på Moni Viking med Björn Goop – en hest, der primært er kendt for sine stayeregenskaber, men som har sprintet 1.09.4 på en fjerdeplads på Mikkeli-banen i Finland i fjor.

Aetos Kronos med Magnus A Djuse har ikke startet på sprint i to år.  Milliondollarrhyme med Fredrik B. Larsson blev helt overskruet i Finlandia Ajo, hvor den sad i spids alene foran feltet i et opskruet tempo. Det gik den ned på.

Der er ingen tvivl om, at den kan tage spids!

Franske Bahia Quesnot med Junior Guelpa nærmer sig topformen igen, og vil også blande sig.

Til finalen: Vivid Wise As, Moni Viking, Bahia Quesnot og Don Fanucci Zet.

2. heat – 7. Løb (V75-3) er mere åbent. For to måneder siden var Ecurie D med Ulf Ohlsson, favorit til at vinde Elitloppet.

I dag er dens aktier faldet stærkt i værdi efter dens mislykkede start i Olympiatravet.

Der skal ikke meget til at vælte en favorit!

Ecurie D har tidligere lavet toppræstationer, og skal bestemt ikke afskrives.

Heavy Sound med Kenneth Haugstad vil sikkert sidde i spids fra start, og vil givet føre længe.

Cokstile med Vincenzo Gallo viste storform på sin andenplads i Charlottenlund Open i 1.10.0/1600 m – det svarer til en 1.09.tid på Solvalla – og det var hestens første start siden den 20. september!

Gareth Boko med Mats E Djuse har leveret et par forrygende præstationer efter den kom i træning hos Jerry Riordan. Den løber med frem.

Very Kronos med Erik Adielsson var forhåndsseedet sammen med Vivid Wise As, så de kom i hvert heat.

Jeg tror nu ikke meget på Very Kronos!

Til finale: Cokstile, Heavy Sound, Gareth Boko og Ecurie D!

De to indledende heats køres klokken 15.30 og 16.00.

Finalen køres klokken 18.10.