TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Elitauktion: Jondahl vil kompenseres

af | 1. jun 2017 | Nyheder

Den kendte opdrætter Bo Jondahl havde tre åringer med på Elitauktionen på slottet Wenngarn ndenfor Stockholm, men er så utilfreds med forholdene på auktionen, at han kræver 30.000 kroner + moms i kompensation.

Elitauktionen, som arrangeres af det svenske firma Trottex (ejes af ASVT), blev for første gang afholdt på slottet Wenngarn uden for Stokholm.

Bo Jondahl

Her afholdt man i fjor en auktion i forbindelse med Jubileumspokalen, og det var en stor succes.

Men til Elitauktionen 2017 havde man ikke forudset, at der ville komme omkring 5.000 personer, og dermed blev alle rammer sprængte.

-Auktionslokalet var for lille – ringen hestene blev vist i,var for lille, potentielle købere opgav og forlod auktionen – og auktionarius jabbede i hvert fald mine heste alt for hurtigt igennem, siger Bo Jondahl, der nu har fremsat krav om at få anmeldelsespengene på de tre åringer, han havde med, tilbage.

Sara Blomhage på ASVT/Trottex erkender, at der var mange mennesker

-Men i forhold til Wenngarn-auktionen i august havde vi flere pladser inde ved auktionsringen, ligesom vi havde lavet en overdækket plads uden for, hvor man kunne sidde og deltage i auktionen derfra, men der kom mange flere mennesker, end vi havde forestillet os, der ville komme, siger Sara Blomhage til travservice.

-Jeg synes, at vi som opdrættere agerede ”prøveballoner” for Trottex på denne auktion, og det er ikke rimeligt, Vi betaler 10.000 SEK + moms pr hest for at have vor åring med. Desuden lægger alle vi opdrættere mange timer i at få åringen gjort klar til auktionen. Så skal forholdene også være i orden, siger Bo Jondahl.

-Jeg har nu sendt flere breve til ASTV/Trottex, hvor jeg har gjort mine synspunkter klar og bedt om at få godskrevet de 3 x 10.000 kroner, som kan bruges i forbindelse med anmeldelser til senere auktioner, for jeg er da overbevist om, at man vil have mere styr på fremtidige auktioner, end det var tilfældet med denne her, slutter Bo Jondahl.