TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Elendige baneforhold

af | 24. nov 2021 | Nyheder

Baneforholdene på Yonkers Raceway i New York har gennem længere tid været stærkt kritisable og tirsdag nægtede trænere og kuske at starte efter et uheld i 1. løb.

Præmierne er store på Yonkers – en almindelig løbsdag som tirsdag aften var der mellem 12.500 – 31.000 dollars  at køre om i de enkelte løb.

Men desværre er de forhold, der bydes deltagerne slet ikke på samme niveau.

Forspændingsstaldene trænger til en kraftig renovering og det samme gør banelegemet, der gennem flere måneder har været genstand for megen kritik.

I tirsdagens 1. løb styrtede Fast on the Draw med Jason Bartlett i første sving på grund af banens dårlige beskaffenhed og brækkede et bagben.

Det fik trænere og kuske til at reagere så kraftigt, at resten af løbsdagen blev aflyst af sikkerhedsmæssige årsager.

Efter planen skal Yonkers afvikle 12 løb i aften, men om det sker vides endnu ikke.

Yonkers Raceway ejes af MGM-koncernen, der står for Casino-driften på banen og nok kun ser trav/pacerløbene som et nødvendigt onde for at kunne bevare casino-licensen.