Normalt er hesteejeren Per Hansen, Stald H altid på plads, når han har heste til start – især i storløb. Men da hans 3-årige hoppe Lust for Life legede med hingstene i Dansk Trav Kriterium, måtte Per Hansen nøjes med at følge løbet på sin PC!

Ja, jeg sidder nede på Fuerteventura sammen med 14 kammerater, og det kan man selvfølgelig sige er dårlig planlægning, men faktisk var denne tur planlagt og bestilt inden jeg købte Lust for Life i fjor, fortæller Per Hansen til Travservice.
-Det er selvfølgelig ærgerligt, at jeg ikke var på plads på Lunden, men samtidig er det også en stor oplevelse at dele sejren og den glæde der er med alle mine kammerater, siger Per Hansen videre.
-På Lunden var stalden repræsenteret med min far, Karl Alfred samt storebroder Ole – travsporten er jo noget vi i familien har sammen, og det er en rigtig god ting, som jeg kan unde mange andre at være fælles om glæder, men selvfølgelig også skuffelser, siger Per Hansen.
Dansk Trav Kriterium 2025 udviklede sig som man kunne forvente det.
Lust for Life tog spids i et forrygende tempo og løb sit eget løb foran konkurrenterne.

Foto Burt Seeger
Vel tog det opskruede tempo mange kræfter ud af hende, men ingen – som i ingen – var nogensinde i stand til at true Lust for Life, der sejrede sikkert i 1.12.9a/2500 m – den næsthurtigste vindertid i løbets historie.
Kun Karat CN (Express Bourbon), der vandt i fjor i 1.12.6, har været hurtigere.
Samtidig var det første gang siden 1983, at en hoppe vandt 3-åringernes største løb – dengang var det Glennie Bilto (Pay Dirt) med Hans Svensson, der sejrede i 1.18.8.
Glennie Bilto udviklede sig siden hen til at være en tophoppe og blev også mor til en svenske Kriteriumvinder!
Nærmest Lust for Life fulgte Lazy Dust (Brillantissime) med Johan Untersteiner, der en overgang var passeret af Frode Hamre-trænede Look Like Gaga (Googoo Gaagaa) med Michael Lønborg, men kom klarede andenpladsen – begge fik noteret 1.13.1a/2500 m.
Bedste dansktrænede hest var Jan Friis’ Lee Marvin (Nuncio) med Birger Jørgensen på fjerdepladsen i 1.13.5.
For Stald H og Lust for Life blev den samlede førstepræmie incl. Præmiechancen på 492.000 kroner.

Lust for Life, der er efter Mister JP – Urban Meslois v, Love You, er født og opvokset i Frankrig, men er danskregistreret.
Opdrætter er den franske træner Pierre Belloche – også kendt som manden bag Elitloppvinderen Horsy Dream.
Men Per Hansen og hans familie i Stald H havde ikke kun Lust for Life at glæde sig over denne løbsdage.
Forinden havde Jeppe Juel bragt Stald H’s Luigi (Wishing Stone) til en sikker sejr i Kriterium Consolation-løb i 1.13.6a/2000 m foran længe førende Morten Juul-trænede Last Blood (Great Challenger) med Birger Jørgensen i 1.13.7 og endnu en Jeppe Juel-hest, Lucky Love (Ens Snapshot) med Kenneth Andersen i 1.13.8.

Foto Burt Seeger