TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Edward galoperede

af | Nyheder

Edward med Rene Kjær var eftermiddagens største favorit i V4 og V5-spillet på Billund Trav, men galoperede sine chancer væk.

En omstart var mere end temperamentet hos sæsondebutanten Edward med Rene Kjær kunne tåle.

Edward, der var storfavorit i 4. løb, galoperede kort efter start og galoperede yderligere to gange kort efter – og så var den ude af løbet.

Det var en storfavorit i såvel V4 som i V5, der her forsvandt.

Edward var spillet på 67% i V4 og 70% i V5.

Med Edward ude af billedet skulle man tro at bordet var dækket til næstfavoritten Fly High Shadow, men den galoperede i første sving, og sluttede sidst over mål.

Ude i banen når Aida Boy med Jan Dahlgaard forbi Evita Skovsende med Jeppe Juel.
Foto Km Foto

I stedet kunne 23-oddseren Aida Boy (Russel Hill) med Jan Dahlgaard vinde i kamp med Evita Skovsende med Jeppe Juel. Vindertiden for den 5-årige vallak 1.14.9/2020 m.

Aida Boy, der var afkrydset på 4%, ryddede godt op i rækkerne i V4 og V5.

I V5-spillet kom der endnu en 4%-vinder i sidste afdeling, hvor Benjamin Nordal (Ens Snapshot) med Casper M. Nielsen kom susende i opløbet og fangede Bosse Game med Michael Lønborg, der ellers havde lignet en vinder.

Benjamin Nordal noteredes for dagens hurtigste vindertid, 1.12.9.

I V5-spillet blev gevinsten på 23.522 kroner – en svensk spiller havde lavet en 10-gange bon, der kostede 480 kroner og kunne således hæve 235.220 SEK.

I V4-spillet blev gevinsten 15.099 kroner.

Der blev sat en uofficiel dansk rekord i et Formløb – mon det egentlig er sket tidligere?

Kim Madsens Frances Yoda med Birger Jørgensen vandt i dansk rekord.
KM Foto

Det var den 7-årige hoppen Frances Yoda (Andover Hall) med Birger Jørgensen, der fra 20 meter tillæg i et Formløb 1.17 – vandt legende let i 1.13.3/2020 m – en forbedring af Honey Love Victorys rekord på 1.14.0.

Det var også en udradering af Gehörs banerekord fra 2009 på 1.14.6 for ældre udenlandske hopper.

En fin præstation viste derbykandidaten Encore Cloc (Great Challenger), da den vandt i 1.14.5 foran en godt afsluttende No Soup For You med Knud Mønster.

En anden 4-åring, Elektra Henley (Great Challenger) var også fin ved sejr i 1.15.6/2020 m.

Løbsdagen blev åbnede og sluttede med opgør for unge heste.

I 1. løb, der var præget af mange galoperende heste, var debutanten Ferrari Rosso (Prodigious) med Michael Lønborg sikkerheden selv og vandt sikkert i 1.18.6/2000 m og i sidste løb kunne Kasper K. Andersen føre fra start til mål med en anden debutant, Fraulein (Offshore Dream), der sejrede i 1.19.5.