Duellen, der blev væk.
Årets DM for Hopper på Fyens Væddeløbsbane så på forhånd ud til at skulle blive en duel mellem Bikini med Jeppe Juel og Patricia Hastrup med Lars Anvar Kolle. Men sådan kom det ikke til at gå.
Bikini spillet til 19:10.
Patricia Hastrup spillet til 25:10.
Spillerne var ikke i tvivl om, hvem der skulle gøre op om sejren i PWC DM For Hopper på Fyens Væddeløbsbane søndag eftermiddag.
Ingen af de øvrige otte startende var spillet til under 10 gange pengene, så det var – set med spillernes øjne – et to-hestes opgør!
Men allerede fra start var Patricia Hastrup på vej ud af løbet, idet den galoperede i kampen om føringen mod Bikini og Stickittothem med Knud Mønster, og galoppen var så fatal, at Patricia Hastrup blev diskvalificeret.
Stickittothem kunne tage føringen, men slap efter 500 meter til storfavoritten Bikini og Jeppe Juel.
Og så var løbet vel afgjort, ikk?
Efter 1.10.2/500 m blev tempoet nu sat ned og efter 800 meters kørsel valgte Nicolaj Andersen fra en position bagerst i feltet at sende Beatriz frem udvendigt for Bikini.
Der skete ingen forskydninger i stillingen – feltet havde positioneret sig – og nu nærmede det sig opløbssvinget.
Udvendigt pressede Beatriz nu på Bikini, der overraskende ikke kunne svare og faktisk gik så meget i stå, at Jeppe Juel lidt senere opgav at fuldføre løbet med hende.
Ingen tvivl om, at Bikini var syg på dagen.
Da Beatriz skød fremad og den bagvedliggende Amulet med Birger Jørgensen ikke kunne følge med, blev der lige akkurat plads til at Stickittothem med Knud Mønster kunne slippe ud fra pladsen bag Bikini, og nu optog denne ekvipage jagten på Beatriz, der i et snuptag var kommet 20 meter foran.
Stickittothem med Knud Mønster optog jagten på Beatriz med Nicolaj Andersen, og det lykkedes at fange udbryderen kørt før mål.
Stickittothem sejrede i 1.14.9a/2140 m, mens Beatriz på andenpladsen noteredes for 1.15.0. Tourmalet med Jeppe Rask speedede fint frem til en tredjeplads i 1.15.1.
Stickittothem, der gav odds 20,16 og i trio blev odds så fint som 2.160,71.
Stickittothem er ejet af Team Viborg og er opdrættet og trænet af Jan M. Rasmussen, der er fynbo, men nu bor ved Viborg.
Jan M. Rasmussen kommer fra en rigtig travsportsfamilie, idet såvel hans fader Kaj Rasmussen som dennes brødre Verner og Børge M. Rasmussen var travtrænere!
Afstamningen på Stickittothem på modersiden er også fynsk helt igennem.
Hendes moder, All Star har Jens Peter Hansen opdrættet.
Allstar (Buckfinder) var 14. og sidste afkom efter Signe (Francis Senator), der også blev moder til bl.a. Copenhagen Cup-vinderen Hairos.
Signes moder hed Missen og var opdrættet af en af fynsk travsports pionerer, Gunner Jensen fra Fædresminde i Sanderum.
Han havde også moderen til Missen, Stefanie, der var efter den amerikanske hoppe Glowing Embers og Brother Guy – også en amerikaner, som en anden fynsk trav-pioner, Viggo Larsen på Lille Korsebjerg havde opstaldet som avlshingst.