TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

DTS bliver på Lunden

af | Nyheder

Et forslag fra Anders Helge Nielsen om en flytning af Det Danske Travselskabs aktiviteter til Skovbo blev stemt ned af medlemmerne.

Advokat Martin Lavesen styrede som altid generalforsamlingen med sikker hånd. Foto: Henrik Berg

Anders H. Nielsens forslag medførte en del debat både for og imod. Travselskabets formand Kaj Holm slog bl.a. fast, at ”vi bliver hvor vi er” – mens hans forgænger på posten og nuværende bestyrelsesmedlem Michael Juul Nielsen udtrykte sin støtte til forslaget, hvilket siger alt om uenigheden i den nuværende bestyrelse.

Michael Juul gjorde bl.a. opmærksom på, at lejeindtægterne på Lunden – som iflg. Kaj Holm vil kunne forhøjes ganske betragteligt – er meget begrænsede.

Det var dog ikke nok til at overbevise modstanderne af Anders H. Nielsens forslag, der med stemmerne 77 imod og 72 for blev stemt ned. Tre stemmesedler var blanke.

Til gengæld blev et forslag til vedtægtsændringer vedr. etablering af et medlemsudvalg, som skal behandle fremtidige ansøgninger om medlemsskab i Det Danske Travselskab, vedtaget ved håndsoprækning.

Efterfølgende blev Klaus Koch, Christel Jørgensen, Doris Jørgensen og Claus Nielsen valgt til det nye medlemsudvalg.

En håndfuld mindre ændringer af forskellige paragraffer, bl.a. omkring offentliggørelse af referater fra fremtidige generalforsamlinger senest 14 dage efter generalforsamlingerne, blev vedtaget ved håndsoprækning.

To af forslagsstillerens forslag blev sendt til skriftlig afstemning:

“Bestyrelsen holder møde mindst en gang hver måned, og kan i øvrigt indkaldes, når formanden skønner det nødvendigt, eller når mindst to medlemmer af bestyrelsen kræver det. Det skal afholdes minimum ét fysisk møde i kvartalet, øvrige kan være digitale.”

“Bestyrelsen udstikker de overordnede retningslinjer for selskabets ledelse. Den daglige drift varetages af en direktør, som ansættes af bestyrelsen. Direktørens jobbeskrivelse og ansvarsområder skal fremgå af selskabets hjemmeside.”

Begge forslag blev nedstemt.

To forslag vedr. en ændring af paragraf 3, hvor der iflg. forslagsstilleren fremover kun kan optages hesteejere som medlemmer i travselskabet, ligesom der kun skal kunne optages FEM nye medlemmer om året, blev begge nedstemt ved håndsoprækning.