TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

DTC tager stilling senest fredag

af | 16. mar 2020 | Nyheder

Dansk Travsports Centralforbund (DTC) afholder bestyrelsesmøde på fredag, men kommer formentlig inden da med en officiel udmelding omkring Corona-virussen.

I et interview med Morten Juul tidligere på morgenen udtrykte Skive-træneren frustration over, at DTC ikke er kommet med en officiel udmelding i forbindelse med, at det stadig er muligt for danske heste at starte i både Sverige og Tyskland (minus Berlin).

-Jeg synes, at DTC burde være så voksne, at de kommer med en officiel udmelding omkring hvad vi må og ikke må, siger Morten Juul bl.a., og det havde måske også været lettere for alle parter, hvis der – i en så alvorlig situation som denne – blev udstukket nogle officielle regler omkring starter i udlandet.

Klaus Storm

Travservice.dk har mandag morgen været i kontakt med DTC’s direktør, Klaus Storm, som ikke ønsker at udtale sig officielt på forbundets vegne.

-Vi har bestyrelsesmøde i DTC på fredag og det ville være forkert af mig at sige noget på nuværende tidspunkt. Der kommer derfor en udmelding fra DTC senest på fredag, men formentlig også før, siger Klaus Storm.

Til Facebook-siden “To huller i tjekken – Alt om trav” udtalte DTC-direktøren i lørdags flg.:

– Jeg har ikke sagt “god for” at starte heste, men blev ringet op i går aftes for at høre om regler. Til det svarede jeg, at der mht. til REGLER (DTC) ikke var nogen hindring, da løbene finder sted i Sverige.

– Så det ville være op til dem selv at vurdere situationen, hvortil der blev svaret, at de ville køre til færgen og spørge sig frem. Så der er ikke givet nogen form for anbefaling eller det modsatte.

– De driver deres egen forretning, og DTC eller rettere mig som enkeltperson skal/kan ikke blande sig i træneres adfærd, så længe det ikke strider mod gældende regelværk.

– Konsekvenser for handlinger der må gå imod etiske/ moralske holdninger tilkommer ikke mig at svare på, når jeg bliver kontaktet en fredag aften, og når DTC ikke har fastlagt en holdning/anbefaling til sine aktives adfærd. Jeg rådgiver kun omkring faktuelle forhold!