Amatørkusken Bo Laursens drivning på Høwings Sydsturm i mandagens 6. løb i Aalborg blev af den lokale dommerkomite takseret til en bøde på 500 kroner. Nu har DTC skærpet dommen!
Den måde som Bo Laursen drev Høwings Sydsturm på ned gennem opløbet i 6. løb i mandags på Racing Arena Aalborg så ikke godt ud.
Det var overdrevent og uden for de rammer, der er i dansk travsport.
Det var da også noget, der blev diskuteret på Facebook, hvor mange fandt bøden på 500 kroner alt for lille.
Det fandt DTCs Landsdommer Kim Kabling også, og han har nu foranlediget at Bo Laursens straf er blevet skærpet til en bøde på 750 kroner samt en udelukkelse på tre uger.
Se løbet på dette link – klik her
Du kan høre meget mere om baggrunden for DTCs stramning af Bo Laursens straf samt om nye tiltag DTC iværksætter i forbindelse med piskemisbrug i Podcasten Travsnak, der som sædvanlig udkommer fredag.