TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

DTC lytter ikke

af | Nyheder

Fra opdrætteren Bo Jondahl Breed Team 2000 har vi modtaget følgende indlæg til Talerstolentalerstol

Hvorfor ikke prøve at lytte?

En arbejdsgruppe bestående af opdrættere har gennem de seneste måneder undersøgt mulighederne for at få flyttet Derbyauktionen fra York Stutteri og ind på Lunden.

Grunden til den ønskede flytning skyldes flere faktorer, hvor afstanden fra Lunden til Allerød, hvor Stutteri York ligger i nærheden af,  er klart det største minus.

Afstanden betyder, at der kommer meget få interesserede købere i løbet af lørdagen, da både trænere og hesteejere er travlt beskæftiget med optakten til og afvikling af løbene om eftermiddagen.

Lunden blev kontaktet, og der var i den grad velvillighed fra deres side.

Ingen boksproblemer, da kaperhestene flyttes til Dyrehaven, så plagene vil kunne stå samlet på en lige række i boksene til højre og venstre for indkørsel til staldene. Selve auktionsområdet kunne være inde i den gamle traktorgård, og man var fra Lundens side villig til at rive den gamle Tarok-stald ned, så der blev fin plads til auktionsring.

Der ville således kunne opsættes overdækkede siddetribuner, med plads til 400 mennesker, ligesom stedet også kunne bruges til fremvisning af plagene i løbet af lørdagen i tilfælde af dårligt vejr.

Skjoldgården, med plads til 200 spisende gæster, ville lave auktionsbuffet og med storskærm, således at gæsterne kunne følge auktionen med bud direkte fra restauranten.

I tilfælde af godt vejr, ville man også inddrage den store terrasse med udsigt til hele auktionsområdet.  Alt i alt en brugbar løsning som indeholdt to vigtige elementer.

DTC´s budget kunne holdes, men vigtigst var det, at hele auktionen fik et løft i både stemning og interesse ved at holde auktionen, hvor alle interessenter er i forvejen resulterende i, at opdrætterne ville få et helt andet liv omkring deres plage hele lørdagen igennem.

DTC er løbende blevet orienteret om de udarbejdede idéer fra midten af november, men gruppen har ikke modtaget nogle reaktioner eller kommentarer på disse.

Senest kom information så, at auktionen igen i år vil blive afholdt på York.

Denne beslutning er således taget uden dialog, og uden at vise interesse for opdrætternes og Lundens ønsker og det i en tid, hvor der er brug samarbejde. Besynderligt!

Med venlig hilsen

Bo Jondahl.