TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dramatik på Lunden

af | Nyheder

I 1. løb knækkede Ole Benders højre line på Euro GK i opløbet, men den fynske træner klarede alligevel sejren hjem. Bender vandt også med Do It Mingus, mens Steen Juul plettede ikke mindre end fire gange.

Euro GK med Ole Bender vinder 1. løb sikkert, men bemærk højre line, der er faldet ned.
Foto Burt Seeger

Det kunne nemt have gået grueligt galt i lørdagens 1. løb på Charlottenlund Travbane, hvor højre line pludselig knækkede på den førende Euro GK med Ole Bender i sulkyen.

Euro GK holdt sig heldigvis i trav og vandt løbet sikkert i 1.14.9a/2000 m, men efter mål var den svær at stoppe.

Havde det nu været venstre line, der var gået i stykke kunne Ole Bender have styret hesten op i skiltene udvendigt på banen, men nu var det højre line – og en tur ind over græskanten var ikke tillokkende.

Derfor lod Ole Bender falde sig af sulkyen på staldsiden. Euro GK løb løbsk, men blev hurtigt indfanget.

Hest og kusk slap godt fra uheldet – værre var det med et sulkyhjul, der måtte udskiftes.

Og Ole Bender måtte indkassere en bøde på 150 kroner for mangelfuld/ureglementeret forspænding!

Ole Bender kunne et par løb senere bringe anpartshesten Do It Mingus til en sikker sejr og blev desuden nummer fire med White Russian.

Men ellers stod løbsdagen i Steen Juuls tegn. Han vandt med tre egentrænede heste – Elephant, debutanten Black Mission og Cherie de Vie samt med Karina Rindoms Art Detective.

Endelig kunne Jørgen Sjunnesson vinde med svenske Ola Karlssons Inertial, der var en meget sikkert vinder.