TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dramatik i Odense

af | Nyheder

Søren Johansson udelukket en uge for trængning. Styrt i sidste løb.

Der var dramatik for alle pengene i eftermiddagens 5. løb på Fyens Væddeløbsbane, hvor Steen Juul sejrede med Destiny S (Great Challenger), der tog sin anden sejr i træk i tiden 1.15,1a/1640 meter efter en i øvrigt fremragende præstation.

Destiny S efter dagens sejr. Foto: Gorm Johansen

Episoden skete midt i sidste sving, hvor Søren Johansson bag Aero H i inderbanen jagtede den foranliggende Aayla T Dream.

Da han nåede frem til Morten Friis’ hest, trak Odense-træneren ud i andet spor og generede derved den bagfra kommende Sarek med Michael Lønborg til galop.

Aero H var fjerde over mål, men blev efterfølgende helt korrekt diskvalificeret.

Episoden kostede Søren Johansson en bøde på 750 kroner samt én uges udelukkelse (6.-12. marts), mens den “forudrettede” kusk, Michael Lønborg, fik en bøde på 300 kroner for uregelmenteret opførsel over for konkurrent som følge af en mindre diskussion med Søren Johansson pga. den pågældende episode.

Se løbet: KLIK HER

Dommerne var i øvrigt igen i dag flittige med bødeblokken når det gjaldt uregelmenteret drivning. Foruden Preben Kjærsgaard fik yderligere syv kuske – heraf alene fire i 8. løb – således en bøde på 400 kroner.

Dramatik var der også i 9. og sidste løb, hvor amatørkusken Frederikke Kirchhoff kort inden start blev smidt ud af sulkyen, hvorefter U S Flying løb fem omgange på banen inden den blev indfanget.

Iflg. Travservice.dk’s oplysninger slap både kusk og hest heldigvis uskadt fra uheldet.

Mønster i fokus og ny sejr til stortalent
Sportsligt set blev Knud Mønster dagens mand med to sejre. Skive-træneren vandt først med Eagle Langborg (Weingartner), der i fjerde forsøg tog karrierens første sejr i tiden 1.19,5a/2140 meter, og senere var Mønster også på pletten med No Soup For You (Orlando Vici) i tiden 1.17,2a/2140 meter.

Ellers bemærkede vi en ny sejr til Ole G. Nielsens stortalent Capallaci (From Above), der tog sin anden sejr i træk for Birger Jørgensen i tiden 1.19,1/2140 meter.