TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Drama bag Amalie Bork

af | Nyheder

Efter at have været uheldig i sine to seneste starter flaskede alt sig nu for Chr M Lauridsen og Villy Christensens letbenede hoppe Amalie Bork med Morten Friis, der vandt en sikker sejr i Dansk Opdrætningsløb. Men løbet fik en meget dramatisk indledning.

Morten Friis var ikke med i kampen om føringen – det overlod han til Amaretto med Steen Juul, Anton Tinghøj med Johnny Takter og Ariana Trøjborg med Michael Lønborg.

Ind i første sving gik det galt.

Der blev ikke plads i inderbanen til Amaretto, der slog over i galop – og udvendigt galoperede Ariana Trøjborg også da Michaell Lønborg korrigerede den.

Dommerkomiteen fandt, at det var Johnny Takter, der trængte Amaretto og han blev idømt en bøde på 5.000 kr. samt en udelukkelse på tre dage fra den 9. – 11. november.

Selv mente Johnny Takter, at han blev trængt udefra, men udfra Racing Lives billeder er det vanskeligt at placere skyldsspørgsmålet.

Men med Amaretto og Ariana Trøjborg i galop sad den veludseende Anton Tinghøj (Dream Vacation) pludselig i spids.

Og så sendte Morten Friis  sin vævre hoppe afsted.

Et kort øjeblik så det ud til at Johnny Takter ville svare, men Amalie Bork fortsatte  sit pres og fik spids.

– Derefter holdt jeg et jævnt tempo, og da vi gik ind i opløbet, så var jeg sikker på, at vi nok skulle vinde, sagde Morten Friis, der her vandt sin første klassiske sejr i karrieren.

Amalie Bork med Morten Friis vinder Dansk Opdrætningsløb

Amalie Bork med Morten Friis vinder Dansk Opdrætningsløb

Jævnt tempo – det var, hvad Amalie Bork holdt, for uanset hvornår man klokkede hende, så viste uret 1.16.0.

Det blev også vindertiden.

Anton Tinghøj passerede målstregen som nummer to – kort foran A’ka Sjæl Skov med Kent Friborg, men da Anton Tinghøj blev diskvalificeret gik andenpladsen til Friborgs hest i 1.16.1. På tredjepladsen Another CN med Flemming Jensen, der holdt godt hjem efter at have viftet næstfavoritten Angelina med Jeppe Juel væk undervejs.

Angelina havde trukket spor 12 og lå fra start et stykke nede i feltet. Med 1400 meter tilbage ville Jeppe Juel forbedre sig frem i feltet, men fik svar af Another CN og blev sat af ude i tredje spor de næste 700 meter.

Ved staldene forsøgte  han at komme ned i ryg på Another CN, men uden held – og samtidig slap kræfterne op og Angelina sluttede uplaceret.

Tredjefavoritten Alex Trøjborg med Kasper K Andersen kom aldrig ind i løbet fra startpladsen i anden række, men nåede den sidste præmie.

Der var 150.000 kroner i førstepræmie til Amalie Bork, der dermed blev årgangens tophest med en indtjening på 271.325 kroner.