TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dontpaytheferryman – første 2-års vinder

af | Nyheder

Efter føring fra start kunne Stutteri Hole in One’s Dontpaytheferryman med Birger Jørgensen på Jydsk Væddeløbsbane vinde årets første løb for 2-åringer i Danmark.

Dontpaytheferryman med Birger Jørgensen var en sikker vinder af det første løb for 2-åringer i Danmark. Foto Ole Hindby

Med afstamningen Cantab Hall – Nobodybeatsthebeat kan der kun være store forventninger til Dontpaytheferryman, og at dømme ud fra søndagens debut, så kan Dontpaytheferryman være noget helt specielt.

Peter Rudbeck har lavet endnu en kanon klar.

Det er vi ganske vist forvænt med fra Peter Rudbecks talentfabrik i Skive, men måske er den her lige en tak endnu bedre, end dem vi tidligere har set.

Det er ganske vist store ord på baggrund af en debut, der blev hjemført sikkert i 1.19.4a/1900 m – og altså langt fra moderens absolutte banerekord på 1.16.0.

Men hverken Peter Rudbeck eller Birger Jørgensen skjuler, at der her er tale om noget helt specielt.

-Det kunne jeg mærke allerede tidligt, da jeg begyndte at arbejde med han, siger Peter Rudbeck om Dontpaytheferryman.

– Han var tidligt udviklet og har en fantastisk fysik. – Jeg ser virkelig frem til at fortsættelsen.

Dontpaytheferryman kunne tage spids fra sit indvendige startspor, men løbets næstfavorit, Delivery Boy (Broad Bahn) med Steen Juul kom godt igennem fra anden række, og vel ikke helt uventet havnede i dødens.

Med 500 meter tilbage gik Delivery Boy tættere op til Dontpaytheferryman, men den blev aldrig en trussel og ned gennem opløbet sagde Dontpaytheferryman, farvel og tak for følgeskabet og gled frem til sikker sejr foran en godt afsluttende Destiny (Explosive Matter)med Henrik Lønborg  i 1.19.9, mens Donttakeiteasy med Rene Kjær besatte tredjepladsen i 1.20.2

Destiny har i øvrigt Nanny Fine som moder og netop Nanny Fine og Nobodybeatsthebeat tog mange dyster i årgangsløbene i sin tid.

Nu gentog historien sig i dag, men nok ikke så meget fremover, da Dontpaytheferryman, er en hingst, og Destiny en hoppe.