TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dødsfald: Verner Juel Rasmussen

af | Nyheder

Opdrætteren af Vixi Bird og fem andre Derbyvindere, Verner Juel Rasmussen, er død. Han blev 90 år.

Verner Juel startede som opdrætter i 1951 og fik sit store gennembrud med Bambino (f. 1956), der vandt både Kriterium og Derby for Mark Ingdam.

Verner Juel Rasmussen

Verner Juel opdrættede yderligere tre vindere af Dansk Trav Derby: Karina Axworthy (1968), Vixi Bird (1977) og For Ever Vixi (1983) samt en norsk Derbyvinder, Safaga Vixi (1975).

I 1977 indskrev han sig i hestesportens historiebøger, da han som den første opdrætter nogensinde vandt både Dansk Trav Derby med Vixi Bird og Dansk Derby med Ascot.

Et utal af fine heste kom gennem årene til verden på Stutteri Mariesminde i Mundelstrup syd for Århus, hvor Verner Juel i mange år drev et topmoderne stutteri. Nævnes skal også topheste som Adios Vixi, Empire Vixi, Dwight Vixi, Duke Vixi, Fine Vixi, Frosty Vixi, Permit Vixi, Robinson Vixi og Hot Shot Vixi.

Verner Juel havde gennem årene et stort antal avlshingste opstaldet og var desuden en af foregangsmændene ved indførelsen af frostsæd i midten af 80’erne, hvor han sammen med bl.a. Walther Kaiser-Hansen og Bent Kim Jepsen stiftede Dansk Avlsorganisation.

Den sidste avlshingst var Noble Hanover, som Verner Juel tog med til sin nye ejendom i Brovst, som han købte efter salget af Stutteri Mariesminde.

Her drev han en mindre opdrættervirksomhed, indtil han definitivt stoppede som opdrætter i 1999.

Verner Juel var dog særdeles aktiv indtil for få år siden, hvor han dagligt hjalp til på sin datter, Susanne Juel Rasmussens stutteri, Milgun Stud Farm i Jerslev. Susanne Juel har også overtaget Vixi-navnet, som hendes far har anvendt siden 1968.

De senere år boede Verner Juel Rasmussen i Hirtshals.

Æret være hans minde.