TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dødsfald: Peter Bratholm

af | Nyheder

Fhv. Aalborg-træner Peter Bratholm døde onsdag aften, 89 år gammel.

Peter Bratholm (t.v.) blev for nogle år siden sammen med Jørgen Larsen hyldet som nyt medlem på Racing Arena Aalborgs Wall of Fame

Peter Bratholm var træner på Aalborg Væddeløbsbane (i dag Racing Arena Aalborg) i årene 1961-2003 og var bl.a. trænerchampion på hjemmebanen ni gange – senest i 1983.

I 1969 skrev han travhistorie som den første danske travtræner med over 100 sejre på én sæson, da han vandt 101 løb og blev landschampion for andet år i træk. Med ni sejre blev Money Boy årets oftest sejrende hest for Peter Bratholm, der også vandt otte løb med Mik og syv med både Lene Dorte og Kander F.

Året før kunne han “nøjes” med 86 sejre for at sikre sig landschampionatet, som Peter Bratholm genvandt igen i 1971 med 117 sejre.

Peter Bratholm vandt i alt 1.579 løb og er dermed en af de mest vindende danske travtrænere gennem tiderne.

Peter Bratholm huskes sikkert bedst som manden bag Verona Dirt, der besejrede Tarok og var en af de bedste danskfødte hopper gennem tiderne med 63 sejre – men heste som O’bente June og Kander F, der begge vandt 12 sejre på stribe, vækker utvivlsomt også gode minder.

Verona Dirt med Peter Bratholm

Efter han stoppede som træner i 2003 kom han i mange år og hjalp til i stalden hos den tidligere kollega Pauli Andersen, men efter et styrt på cyklen for en seks-syv år siden måtte han desværre trække sig tilbage til en mere stille pensionisttilværelse.

Peter Bratholm – som efterlader sig sin kone og søn – bisættes på torsdag den 6. oktober fra Ansgar Kirke i Aalborg.

Æret være hans minde.