TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dødsfald: Opdrætteren Ole Haubro

af | 1. maj 2023 | Nyheder

Den nordjyske opdrætter Ole Haubro er død, 75 år gammel.

Ole Haubro var helt til det sidste stærkt optaget af travsportens udvikling, og især hvordan udviklingen gik inden for traveravlen.

I efteråret deltog han sammen med datteren Lotte på den tur til Harrisburg, som travservice havde arrangeret, og jeg traf her Ole Haubro for første gang.

En behagelig og vidende person.

Fra Harrisburg-turen, hvor vi besøgte Gettysburg Mindesmærket. Ole Haubro siddende ved siden af Abraham Lincoln, datteren Lotte står bagved. Derefter redaktøren og Leif Larsen.

Andre har kendt Ole Haubro meget længere – bl.a. en anden opdrætter, Klavs Møller fra Randers, der har skrevet nedenstående:

Jeg har kun kendt Ole (Haubro) i cirka 15 år, men jeg ved, at han udover at være aktiv opdrætter o havde en fortid som amatørkusk.

Vi lærte hinanden at kende gennem en fælles travven.

Ole havde da netop anskaffet sig en PC og sammen med vennen havde jeg hjulpet med informationer om amerikanske blodlinjer. Både Ole og jeg havde adgang til Norman Halls PC-stambog, men det stoppede, da vi skulle til at betale abonnement!

Ole havde følhoppen Helle Stensbæk, da jeg lærte ham at kende.

Hun fik bl.a. hingsten Aslan efter Torvald Palema og jeg husker, at Aslan blev kåret som auktionens flotteste hest det år.

Aslan blev også en fin væddeløber, der satte rekord 1.12.7 og tjente over 400.000 kroner.

Ole var meget stærk i afstamninger og han var vild med afkom efter Yankee Glide, Donato Hanover og Andover Hall.

Han havde desuden en evne til at spotte en hest på banen og fortælle, hvem den havde som far!

Og det var så lige meget om vi var i Skive, København eller på Solvalla.

Ole var altid på udkig efter nyt blod, og fandt han en løbshest, som kunne blive en god følhoppe, så ringede han bare til træner eller ejer og han var ligeglad om det var Stig H. eller Hultman – han ringede dem op, og så måtte de bare forstå, hvad han sagde i sin blanding af himmerlandsk og svensk. Og det gik som regel.

Ole var også tidligt til at bruge Readly Express – det første år kiksede det, men i hingstens anden årgang fik Ole hingstføllet Griffith, som opnåede toppris på Derbyauktionen.

Og apropos Griffith – så opkaldte Ole mange af sine opdræt efter tennisstjerner – f.eks. Federer, Billie Jean, Davenport, Joyner, Lendl m.fl.

Ole var altid til stede på Derbyauktionen – og havde som regel en åring med. Han opnåede fine priser for sit opdræt, der altid var flot gjort klar til auktionen.

Vi havde en aftale om, at den af os, der fik den højeste pris for en åring på auktionen, skulle give en fadøl.

Nøj, hvor jeg har fået mange gratis fadøl på den konto!

Ole var ikke spiller, men ville gerne være med for halvtreds kroner på en V5-kupon ved vores bord i Skive. Det var en fast tradition.

Nu er Ole død –  og vi sagde farvel til ham i fredags

Vi er mange, der savner ham.

Klavs Møller