Efter et langt sygdomsforløb er Lars Donatzky død 78 år gammel – Lars Donatzky har gennem årene betydet utroligt meget for dansk travsport med sin store indsigt og engagement – både som journalist ved Politiken, men også som forfatter til historiske artikler om dansk travsport.
I mere end 50 år har Lars Donatzky og jeg haft et godt kollegialt samarbejde.
Dengang travsporten blev udførligt dækket i alle store landsdækkende aviser, havde vi plads ved siden af hinanden i presserummet på Charlottenlund Travbane.
Vi kunne diskutere, vi spillede – og både vandt og tabte – og vi rejste så at sige næsten jorden rundt for at følge danske travstjerner, når de startede i udlandet.
Der var en speciel stemning – en egen jargon i presserummet – men det er for længst et overstået kapitel.
I de senere år bestod vores kontakt især omkring udviklingen af Charlottenlund Travbane og dansk travsports fremtid.
Lars Donatzky så ingen fremtid for den gamle bane, selv om han om nogen skulle have veneration for den.
I februar måned i fjor ringede Lars til mig for at fortælle, at han havde fået en kræftsygdom, og der var næsten var sat en udløbsdato for ham inden for nogle måneder.
Lars holdt dog meget længere og det var først i torsdags – dagen er han fyldt 78 år, at han måtte give slip på livet.
For mange af yngre dato vil det sikkert være svært at forstå, hvor meget Lars Donatzky har betydet for dansk travsport gennem årene med sit virke og sit store engagement, men læs nedenstående, som Lars selv har bidraget til og som er færdigredigeret af en anden god ven, Klaus Koch.
Lars Donatzky, medarbejder ved adskillige dagblade vedrørende travstof som vikar i 1960-erne.
Deltog i træningen hos den daværende champion Jørgen Olsen fra 1960 både før skoletid og i weekenden, hvor han kørte heatarbejder sammen med Olsen og fik kælenavnet ”second hand” af trænerne Hans Bagge og Palle Sperling, der havde haft en lærlingetid i USA.
Debuterede som travkusk i ungdomsløb under Travinteresseret Ungdom (TU) i 1965. Var champion i TU et enkelt år og vandt i alt 13 løb i TU og pressematcher i lidt over hundrede starter.
Overtog jobbet som travjournalist ved Politiken i 1968 efter Flemming Ettrup, der havde afløst Lars’s far Otto Donatzky i 1960, da denne startede som driftsleder på Amager Travbane.
Købte Væddeløbsbladet sammen med ungdomskammerat og dyrlægestuderende Johannes Hecht-Nielsen af bladets mangeårige udgiver og redaktør Kaj Hansen (Cajus) i 1970, og drev bladet sammen med Hecht-Nielsen, indtil begge var færdige med at studere. Solgte Væddeløbsbladet i 1975 til Kai Christrup.
Cand. Scient. i 1975. Gymnasielærer I matematik og studievejleder på Gladsaxe Gymnasium 1975 -2012. Beholdt hele tiden Politiken som bijob, og det blev nærmest til en stor halvdagsbeskæftigelse, da der i 1984 med V6 skulle leveres flere hele eller halve side til avisen om ugen.
I år 2000 grundlagde han i samarbejde med Politikens sportsredaktør Søren-Mikael Hansen stald Politiken, hvor et blandet segment af Politikens læsere kunne melde sig ind ved at betale et månedligt bidrag på 100 kr. Stalden kørte med både succeser og fiaskoer til 2015, hvor Vinder Mølgård vandt derby-Consolationløb for Gordon Dahl-Birger Jørgensen til stor glæde for anpartshaverne.
I samme periode var han efter initiativ fra DTC-direktør og generalsekretær Klaus Storm Christensen igangsætter af Travsportens Hall of Fame sammen med og Carl Christian Junge, den tidligere Lunden-sportschef og sekretær for Opdrætterforeningen. Og sammen med redigerende Henrik Ebbesen.
Lars havde deltaget som journalistisk observatør for Politiken ved Lundens generalforsamlinger fra 1960-erne til omkring 2020, hvor han meldte sig engageret ind i debatten om Lundens fritid, ja om hele travsportens fremtid. Det mente han var uforeneligt med jobbet som journalist, hvorfor han sagde stop ved Politiken.
Han fortsatte ned at skrive artikler til lokalblade, Dansk Hestevæddeløb og Væddeløbsbladet, bl.a. er han forfatter til ”Hestesportens Kulturhistorie” og til adskillige artikler om gamle dages travsport.
Hans matematiske-statistiske baggrund fik ham til at præsentere forskellige meget omfattende avlsstatistikker på en helt ny måde, og den viden brugte han også, da han som noget af det sidste påviste over for hestesportens kritikere, at travere med en tidlig karrierestart også var dem, der holdt længst og løb i flest sæsoner. Den tidlige start på karrieren for væddeløbsheste var nemlig blevet kritiseret.”