TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dødsfald: Carsten ”Magnus” Sandberg

af | Nyheder

Tidligere travjockey Carsten Sandberg er død efter et længere sygdomsforløb.

Carsten Sandberg – der aldrig blev kaldt for andet end Magnus – stiftede bekendtskab med travsporten allerede som barn, idet hans far Frode Sandberg var staldmand.

Frode Sandberg havde tre sønner – ældst Lennart Sandberg, der fik en stor karriere som amatørkusk, derefter Carsten Sandberg og den tredje er Michael Sandberg.

De tre brødre har alle været en del af dansk travsport – hver på deres måde.

Magnus fik som ung job i stalden hos Mogens Larsen, men da Preben Kjærsgaard flyttede fra Billund til Lunden, blev Magnus ansat her.

Og indtil helbredet sagde stop og tvang Magnus til at arbejde uden for sporten, var han hos Preben Kjærsgaard.

Da Preben efter nogle år i Belgien og Tyskland flyttede til Sverige og ofte var gæst på Lunden, var Magnus altid på plads og med til at hjælpe med Kjærsgaards staldheste indtil sygdommen gjorde det umuligt.

Det var en alvorlig lungesygdom – KOL –der gjorde at Magnus’ lungefunktion var stærkt nedsat, men det holdt ham sjældent væk fra løbsdage, hvor han var med omkring vores stambord i Staldcafeen.

Magnus havde en speciel form for humor, og han var vellidt af alle.

Nu er han død, 65 år gammel.