TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dødsfald: Carl Andersen

af | Nyheder

En af dansk travsports mest markante personligheder gennem tiden, direktør Carl Andersen er død, 90 år gammel.

I søndags sov Carl Andersen stille ind i sit hjem i Søborg uden for København.

Carl Andersen

Dermed sluttede et liv, der var dedikeret til travsport og få har som Carl Andersen organisatorisk og markedsføringsmæssigt sat sit præg på den travsport, som vi i dag har i Danmark.

Carl Andersen var så at sige født ind i travsporten, idet han fødtes i funktionærboligen på Charlottenlund Travbane den 2. september 1929.

Carl Andersen blev som ung ansat i administrationen på Charlottenlund Travbane og bortset fra en afstikker til et pladeselskab, hvor han i øvrigt fik idéen til at få Katy Bødtger til at indsynge ”Gå med i Lunden” i en specialudgave, der i mange år blev spillet, når publikum forlod Charlottenlund Travbane efter en løbsdag, så var han frem til sin pensionering ansat i ledelsen af dansk travsport.

Som direktør for landets største bane, Charlottenlund Travbane var Carl Andersen innovativ og var f.eks. med til at opbygge Tarok som et brand i slutningen af 1970’erne, men også tiltag som f.eks. biografreklamer, hvor billetten gav gratis adgang til Lunden, var noget Carl Andersen stod bag.

Travpolitisk var Carl Andersen som direktør på Lunden en meget stærk person, men han var ikke altid lige populær i provinsen – og også på Lunden havde han sine modstandere.

Det betød, at man i 1987 på en elegant måde ”flyttede” Carl Andersen fra posten som direktør i Charlottenlund Travbane til posten som direktør i Dansk Travsports Centralforbund (DTC).

At der på det tidspunkt var behov for en stærk personlighed i DTC er uomtvisteligt, men Carl Andersens sortie fra direktørposten på Lunden blev starten på en nærmest endeløs række af efterfølgere, hvis antal dårligt kan tælles på ens hænder og fødder i dag!

Carl Andersen blev i 2014 udnævnt som æresmedlem i det Danske Travselskab – her med travselskabets daværende formand, Peter Wilhelmsen,

Carl Andersen stod for orden og redelighed – han var travsportens grå eminence.

Dansk travsport får aldrig mere en personlighed som Carl Andersen.

Carl Andersen blev i 2014 udnævnt som æresmedlem af Det Danske Travselskab.