TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dødsfald

af | Nyheder

Jørn Hammerich, Helsingør, hesteejer og mangeårig bestyrelsesmedlem i såvel det Danske Travselskab som Charlottenlund Hesteejerforening er død, 82 år gammel.

Træner Kenneth Nielsen, der er en nær ven af familien Hammerich, har skrevet nedenstående nekrolog.

En stor travsportsven er gået bort.

Jørn Hammerich

Her til morgen sov det mangeårige bestyrelsesmedlem af Det Danske Travselskab, Jørn Hammerich, Helsingør ind efter nogen tids sygdom 82 år gammel.

Jeg tog licens som 18-årig sammen med hans søn Søren, og allerede få år efter kom jeg i DTS bestyrelse, hvor Jørn Hammerich også sad med Erik Juellund som formand og Sven Petersen som direktør.

Jørn blev fra starten et stort forbillede for mig med hans indlysende og udprægede evner på det organisatoriske plan, og han tog mig under sine vinger i min første tid i bestyrelsen, hvor mange store og svære beslutninger skulle tages for Lunden.

Og han var ikke typen, der lod sig rive med af flokken, men evnede at bevarede overblikket, distancen og den sunde fornuft til opgaverne.

Og da hans formand på en DTS generalforsamling på det efterfølgende konstituerende bestyrelsesmøde blev snigløbet, rejste mandfolket Jørn Hammerich sig til middagen i hovedrestauranten, og fik med lynets hast skaffet underskrifter til  en ekstraordinær generalforsamling, der bragte orden i sagerne.

Sportsligt oplevede Jørn Hammerich sammen med familien, alt hvad en dansk travhesteejer kan ønske sig med storløbssejre i Dansk Hoppe Derby og Dansk Trav Derby samt kuskechampionat til sønnen Søren.

Ved siden af sin velrenommerede VVS-forretning i Helsingør, blev et fantastisk træningscenter skabt i Gurre og udviklingen skete altid i samarbejde med Lundens professionelle trænere.

Toni. Jørn og Søren Hammerich med familiens Fighter Spin.

Til stor morskab var far og søn ikke altid enige om ejerforholdet i de mange heste, som de to havde i årenes løb, hvor succes-barometeret havde en vis indflydelse, men de fandt nu altid ud af det i sidste ende.

Det var det liv, der fandtes på Lunden i de gode år, der tiltrak Jørn Hammerich og så mange andre, og gav sporten vinger.

Og vi mangler ikke bare rammerne, men også mennesker som ham, der både lægger tid og penge i sporten, men også har format og evner til at løfte travet tilbage på sporet.

Selv i de senere pensionist-år fulgte han sporten nøje hjemme fra sin pc i huset i Helsingør, og i øjeblikke hvor hukommelsen svigtede, kunne han alligevel altid gengive Kanonis Lobell’s derby-sejr på detaljeret vis.

Travsporten mangler mænd som Jørn Hammerich, og jeg mangler mandfolk som ham i det danske samfundsbillede.

Mine tanker går til familien Hammerich.

Æret været hans minde!

Kenneth Nielsen