Tre mindre betroede vindere inden for V5-spillet mandag aften i Skive gjorde ganske enkelt opgaven for svær for spillerne, og allerede efter 3. afdeling havde alle forpasset chancen for fem rigtige.
Og da outsidersejrene endnu ikke var overstået var der slutteligt kun én kupon med fire rigtige, hvilket udløste fine 59.437 kr. til den dygtige spiller. Eller blev det mon til mere…??
Mandagens løb var nemlig omfattet af Danske Spils ”Dobbelt Op i V5”-garanti ved kun én rigtig gevinstkupon. Spørgsmålet er så, om dette også gælder, når den pågældende kupon reelt kun havde fire vindere. Det vil vi forsøge at følge op på i løbet af tirsdagen.
Ringo Mosebo (arkivfoto)
Men som nævnt var det overraskelsernes aften, hvor de tre outsidersejre tilfaldt Super Sali (Dream Vacation) og Morten Friis fra vinderhullet , Ringo Moseby (Earthquake) og Knud Mønster fra bagfeltet og via fornem spurt og slutteligt hollandsk-fødte Feniks Volo (Eilean Donon) og Dennis Kristiansen fra fronten.
Uden for V5-spillet skal fremhæves Jan Dahlgaards norskfødte treåring Chip Tuned One (Pine Chip), der stod for en fornem indsats i begynderløbet. Parret overtog teten efter 500 meter og skruede herefter gradvist farten op til en sikker sejr i 1.17,7 for de 2000 meter. Sidste kilometer blev afviklet efter 1.15.