TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dobbelt Birger efter flotte styringer

af | 3. dec 2017 | Nyheder

De fine Liga-finaler fortsætter på Lunden, og Birger Jørgensen har med to sejre holdt lidt liv i kampen om landschampionatet, hvor Steen Juul ellers synes at være stukket af.

I Liga 5-finalen var det spids og slut for Asger Molar (Kadabra), der dog måtte kæmpe reelt på de sidste meter, hvor Baronessen og Batman S H kom tæt på. Derimod sås favoritten Guts For Glory og Steen Juul ikke for alvor med chance, da parret ikke kom med i angrebene med 800 meter til mål. Med førstepræmien på 40.000 kr. næsten fordoblede Asger Molar sin indtjening.

“Det blev tæt, og de kom fra nærmest alle sider, men det gik endda”, forklarede Birger Jørgensen efter sejren.

Taktikke var en lidt anden, da den regerende landschampion godt 20 minutter senere atter var i vindercirklen. Det skete bag Kent Friborg-trænede Machiavelli (Flight Dream), der nød godt af forskellige rygpositioner fremme i feltet, og helt afgørende var, at Birger Jørgensen fandt indenom og ud på sidste hjørne. Derefter blev førende This It My Life et relativt nemt offer.

Også her var Steen Juul favorit bag Chablis, men det blev for svært fra spor 12 for den treårige hest, og en 1.15-notering til en mindre præmie må trods alt siges at være godkendt.

Machiavelli var en sikker vinder for Birger Jørgensen (Foto: Kim Gudmand)

“Efter et lille formdyk er Machiavelli tilbage på toppen for alvor, men konkurrencen i denne klasse er hård. Så derfor hjælper det jo altid, når man får gjort tingene rigtigt, og tingene løste sig helt klart til vores fordel”, lød det som altid beskedent fra Birger Jørgensen. Nu er der kun 11 sejre op til Steen Juul på landslisten.