TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Devious Man mod Hambletonian

af | Nyheder

Med en sejr i Earl Beal Memorial på Pocono Downs i nat træder Credit Winner-sønnen Devious Man for alvor ind i Hambletonian-billedet.

Earl Beal Memorial, der er doteret med med en halv million dollars, så ud til at skulle blive et opgør mellem Long Tom (Muscle Hill) med Tim Tetrick og hoppen Ariana G (Muscle Hill) med Yannick Gingras – sidstnævnte havde Jimmy Takter valgt at teste mod hingstene, og hun havde da også vundet sit forsøg til finalen let.

Devious Man med Andy Miller tog spids fra start, men slap til Long Tom, der fik Ariana G i dødens.

Sådan var stillingen ind i opløbet, hvor Ariana G forståeligt nok var træt, og nu benyttede Andy Miller bag Devious Man sig af open stretch og sendte sin hest frem til sikker sejr i 1.10.1 foran Long Tom i 1.10.2 og Ariana G i 1.10.3.

Devious Man med Andy Miller er blandt favoritterne til Hambletonian Stake. Arkiv Fotowon

Med førstepræmien på 250.000 dollars har Devious Man nu tjent alene i denne sæson 403.410 dollars, og har vundet 4 sejre og en andenplads i fem starter.

På den ugentlige Road to Hambletonian, hvor Hambletonian-hestene rangeres, var Devious Man i sidste uge nummer fem.

Mon ikke han hopper nogle pladser frem efter nattens sejr?

Moderen til Devious Man, Miss Garland (Garland Lobell) har tidligere født en Hambletonian-vinder, nemlig Vivid Photo (SJ’s Photo).

Miss Garland er også moder til V75-hesten Whitehouse Express (Yankee Glide), der vandt Sølvdivisionens finale på Bergsåker lørdag eftermiddag!

5-årige Whitehouse Express, der kostede 40.000 dollars som åring, har haft hele sin karriere i Sverige.

Efter lørdagens sejr har den tjent 1.5 mio. SEK og sat rekord 1.10.5.

Whitehouse Express, der er broder til Devious Man, vandt Sølvdivisionens finale i Sverige samme dag. Foto Kanal 75