TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

”Det var dog pokker til hest”

af | Nyheder

Der har været en hel del såkaldte jernheste i dansk travsport. Og så har vi haft Poul S …

Helt frem til midt i 50’erne var det på de københavnske muligt at starte en hest i flere forskellige løb samme dag. I provinsen har man set fænomenet langt senere. Men det drejede sig højst om to løb. Starter i heatløb regnedes som en start, selv det kunne blive til tre ture i disse løb. De fleste af disse løb har været kørte med mindst et heat på sprinterdistancen.

I 1907 fødtes hesten Poul S, som var efter amerikaneren Refero og Lottie M. Han var en fire år yngre bror til den kæmpestore Dagmar Lamott (Shadeland Lamott), som vandt Dansk Trav Derby for træner Robert Trautvetter samme år, Poul S fødtes.

Poul S var som sin storesøster rødskimmel, men det var også det eneste fælles træk de havde. Poul S blev ved et tilfælde i Væddeløbsbladet betegnet som ”den grimmeste af alle grimme heste”. Han spillede ingen rolle i de klassiske løb, idet han først debuterede som 4-åring, hvor han vandt to sejre i ni starter.

I 1914 startede Poul S 14 gange, men de syv af starterne var fordelt på slutmeetingets fem løbsdage, så to af løbsdage var han var altså ude to gange. 1915 kørtes der på Charlottenlund Travbane 25 løbsdage fra den 30. april til den 15. september. Poul S startede ikke mindre end 34 gange i løbet af sæsonen. Næst flest starter havde den 5-årige hoppe Ketty Amber med 26 starter.

I det afsluttende efterårsmeeting fik havde den rødskimlede vallak rigtig travlt. Han var i træning hos overnævnte Trautvetter, som på de to løbsdage den 8. og den 12. september startede sin hest sammenlagt seks (6) gange!

Den 8. september var hesten først ude i 2. løb over 2600 meter, hvor han galopperede under et stærkt angreb. Derefter var han ude i 6. løb over 2500 meter, men han styrtede udfor publikum. Trautvetter holdt i sin hest og undgik dermed, at den løb løbsk.

Nå, Poul måtte ud igen mindre end en time senere i 8. løb, som han vandt i 1:33.9 over 2180 meter. Sin rekord 1:33.5 havde han i øvrigt sat over 2200 meter løbsdagen inden, hvor han ”kun” startede to gange.

Næste løbsdag måtte Poul S atter ud tre gange, og nu strammede Trautvetter skruen, idet han lod skimlen starte i både 2. løb over 2690 meter og i 3. løb over 2420 meter. Han tog en fjerdepræmie i det første. Derefter sluttede han dagen i 6. løb med at løbe uplaceret over 2500 meter. Det var efter denne løbsdag, at Væddeløbsbladet havde en overskrift ”Det var dog pokker til hest, den Poul S!”.

Poul S løb altså 14.890 meter i væddeløbstempo på fem kalenderdage. Vi skal dog fraregne ca. 2000 meter fra det løb han styrtede i. I alt tjente Poul S 3.400 kr. i 1915, hvilket svarer til godt 170.000 kr. i dag. Ved sin sejr i salgsløbet fik han 900 kr., eller 45.000 kr. i dagens pengeværdi.

Af ukendte årsager startede Poul S ikke på årets sidste løbsdag. Da den var overstået, forsvandt træner Trautvetter til Tyskland og vendte først tilbage 15 år senere i 1930, hvor han medbragte sin søn Robert jr.