Bent Svendsen og hans hesteejere, Conny og Gert Olesen havde en fin aften på Skive Travet.
Det er vist efterhånden mange år siden, at jeg har vundet tre sejre på en løbsdag og det var en rigtig dejlig fornemmelse, siger Bent Svendsen efter mandagens løb på Skive Trav til travservice.
-Ikke alene er det dejligt at vinde tre løb, men samtidig er jeg glad for at to af sejrene og en andenplads var med heste, der er ejet af mine trofaste hesteejere, Connie og Gert Olesen.
Bent Svendsen indledte aftenens program ved at vinde med Billion Dust – en hest med en forpligtende afstamning, der imidlertid har været tung at få i gang.
-Billion Dust er meget, meget sent udviklet og jeg må endnu køre ham tungt afbalanceret, fortæller Bent Svendsen. – Han har evnerne, men han er endnu meget umoden. Han har drillet mig i træning, for hver gang jeg tog ham ind på bane, var han lad og uinspiret. Derfor sendte vi ham i træning inde hos Jeppe Rask på banen i tre måneder henover sommeren , og det har nok være en god beslutning.
-Jeg fik ham tilbage i september, og efter han har overstået en infektion og nogle småskavanker, var han klar til start.
-I aftes vandt vi ganske let, og på sigt så bliver han en god hest, siger Bent Svendsen.
Med samme moder som bl.a. Verify Dust har Billion Dust (Crazed) da også noget at leve op til.
Bent Svendsen vandt også med Familien Olesens Igor Times.
-Det er en rigtig nyttig hest til de ordinære løb, og han har nu vundet 90.000 kroner i år. Det er der ikke så mange heste, der gør i Danmark, siger Bent Svendsen.
Desuden blev det til en andenplads med Olesens U and Me.
Bent Svendsens tredje vinder af Stutteri Brogårds Axe Brogård, der tog sin sjette sæsonsejr.
-Desværre var han lidt nede i form omkring Derbyet, men han er på vej igen, og er en fin hest, siger Bent Svendsen.
Og på spørgsmålet om, hvornår Bent Svendsen vinder igen svarer han:
-På søndag på Lunden med Come on Hugo!