TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Det handler om Lunden

af | Nyheder

Peter B. Wilhelmsen, der har været formand for Det Danske Travselskab de sidste 6 år, opfordrer en kommende bestyrelse for Danmarks nationalarena til at fortsætte den linje banen har været kørt efter i de senere år.

-Jeg blev lidt overrasket, da jeg så pressemeddelelsen fra Jesper Nielsen og co., hvor man især ville gøre meget ud af at styrke Lundens position på det landspolitiske plan, siger Peter B. Wilhelmsen, der efter seks år på posten som formand nu trækker sig fra bestyrelsesarbejdet på den kommende generalforsamling.

-Jeg vil kraftigt opfordre en ny bestyrelse til at fortsætte den linje, som vi har drevet banen efter i de senere år. Lunden er inde i en virkelig god udvikling. Vi har fået nye sponsorer og samarbejdspartnere. Der er kommet flere tilskuere på vore storløbsdage og vort regnskab for 2015 viser som året før et positivt resultat før afskrivningerne på 1.4 millioner kroner.

-Jeg synes, at der et utroligt vigtigt at fortsætte med at udvikle den kommercielle forretning som Charlottenlund Travbane er, fastslår Peter B. Wilhelmsen.

Peter B. Wilhelmsen

Peter B. Wilhelmsen

-Politisk set er dansk travsport i dag topstyret på det økonomiske område. Det er stadig HFF, der træffer de store overliggende beslutninger, og dem kan vi ikke få indflydelse på.

-Derfor er det meget bedre at bruge ressourcer på at fortsætte med at udvikle Travselskabet.

Især vil jeg opfordre til, at der skal lægges flere kræfter i at skaffe nye hesteejere via anpartsstalds-projekter, som småt er ved at komme i gang.

-Der skal fortsat arbejdes på at skabe bedre forhold for de aktive trænere. Vi skal sikre størst mulige pengepræmie, så hesteejere vil investere i nye køb og opdrætterne fortsætter med at avle heste, ligesom den igangværende udvikling af personalestaben og Charlottenlund Travbane skal fortsættes, siger Peter B. Wilhelmsen.

-Jeg blev i øvrigt meget overrasket over at se den udsendte pressemeddelelse omkring et mistillidsvotum fra gruppen af medlemmer.

-Jeg vil understrege, at Det Danske Travselskab er et transparent selskab og i god form. Jeg havde hellere set, at de havde taget dialog med de to bestyrelsesmedlemmer der ikke er på valg. Det havde været anstændigt. Det er jo bl.a. folk, der gik ind i bestyrelsesarbejdet i 2010, hvor banen var i frit fald, og som har været med til at rette skuden op. De fortjener respekt for det arbejdet, de har lavet, siger Peter B. Wilhelmsen videre.

-Dog vil jeg bakke op om Jesper Nielsen som ny formand og håber den kommende bestyrelses-sammensætning bliver stærk.

Jeg ser gerne man fastholder vores strategi om at der kommer en træner med i den kommende bestyrelse, da det er vigtigt,  at de aktive er med til at tage de overordnede beslutninger – det gør dagligdagen lettere for alle i organisationen.

-Jeg håber, at det bliver en rolig generalforsamling uden drama, da det ikke tjener sporten eller Det Danske Travselskab noget godt.

Det er et stykke tid siden at Peter B. Wilhelmsen meddelte, at han ikke ønskede at genopstille til bestyrelsen ved årets ordinære generalforsamling den 17. marts.

-Det har været nogle meget spændende år, men det har også taget særdeles meget af min tid, og da mit firma er inde i en rivende udvikling, bliver jeg nødt til at prioritere det 100 % i fremtiden, men dermed ikke sagt, at jeg ikke en dag vender tilbage i bestyrelsesarbejdet, hvis foreningen synes det kunne være passende, siger Peter B. Wilhelmsen.

Interessen for travsporten er dog usvækket hos den snart forhenværende bestyrelsesformand.

-Jeg har bedt min træner Nicolaj Andersen om at finde en tophest til mig, men det er ikke så let, har det vist sig, slutter Peter B. Wilhelmsen.