Med 5 sejre til stalden og 112.400 kroner i indkørte præmier kom Racing Arena Aalborgs finaledag til at stå i Team Bo Westergaards tegn.

Der var lagt op til Flemming Jensen-dominans, men det blev Bo Westergaard, der stjal billedet denne Juleaftensdag på Racing Arena Aalborg.
Selv vandt træneren tre sejre, mens Hussein Kassir og Flemming Jensen tegnede sig for en enkelt pind til Bo W-stalden – Flemming Jensen vandt også med en egentrænet hest, Bitcoin.
I dagens bedst betalte opgør, finalen i 2-åringernes Efterårsserie med en førstepræmie på 25.000 kroner, var startlisten domineret af heste fra Bo Westergaard – og da ydermere Hyrdehøj Hurricane slet ikke ville volte og derfor måtte udgå, kom startfeltet på seks heste til at bestå af fire fra Bo Westergaard.

Jalka (Father Patrick) med Hussein Kassir sad i spids fra start og kunne holde tillægshesten Thai Mississippi med Bo Westergaards fra livet.
Jalka, der i Kalmie Melody har samme moder som bl.a. den svenske derbyvinder og avlshingst, Joke Face, sejrede i 1.19.3/2140 m.
Forinden havde Bo Westergaard vundet en knusende overlegen sejr med en anden 2-Ã¥ring, Kindred Spirit (Muscle Hill) i 1.20.5/2160 m.
Også Kindred Spirit har noget at leve op til på modersiden, idet hendes moder Windylane Hanover tidligere har født bl.a. hendes helbrødre Muscle Diamond 1.08.5 – 870.000 dollars, avlshingsten Dominion Beach 1.10.1 – 1.344.095 kr. m.fl.

Bo Westergaard vandt endvidere meget sikre sejre med såvel Golden Bay (SJ’s Caviar) og Fighter Vang (SJ’s Photo), og den femte sejr sørgede Flemming Jensen for bag Taste of Diamonds (Ready Cash), som han tidligt sendte til spids og blev der løbet ud.
I alt hentede Team Bo Westergaards heste 112.400 kroner ud af dagens præmiebudget på 260.150 kroner – det er 42%!!

Dagens største overraskelse inden for V64-spillet sørgede Birger Jørgensen for med Mogens Bek-trænede Easycomeeasygo S (Lindy Lane), der sejrede sikkert i 1.14.6a/1640 m og gav odds 25.88.
I V64-spillet blev gevinsten for 6 rigtige på 6.156 kr, der var 41 kroner for 5 rigtige og 8 kroner for 4 rigtige!
Easycomeeasygo S blev dog ikke dagens allerstørste overraskelse, for den sørgede Aarhus-amatøren Niels Knudsen for i 10. og sidste løb, som han vandt sikkert med Carina Shadow (The Liquidator).
Med Aero H og Belis på pladserne var Trio-spillet ikke løst, og Trio-puljen blev derfor fordelt i løbets andre spilleformet.
Carina Shadow gav 30.90 som vinder og i plads 8,22 og Komb gav ikke mindre end 881,35, mens Tvilling betalte 221,56!
Den samlede omsætning i Aalborg blev på 3.718.656 kroner – det er 857.000 kroner under omsætningen på samme dag i Skive 2020, hvor man endda kun kørte 9 løb mod 10 løb i dag i Aalborg. (kilde travinfo.dk)
Måske var det ikke lykken at være helt alene på den nordiske scene i år – i fjor havde Eskilstuna også løb Juleaftensdag!