TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Det amerikanske forbillede

af | Nyheder

I dag afvikles den største løbsdag i USA – Breeders Cup – hvor der rides om 21 millioner dollars i 9 løb og hvor der spilles for mere end 110 millioner dollars.

Ideen fødtes i 1982 og i 1984 afvikledes de første Breeders Cup-løb – og siden er ideen og formatet kopieret verden over.

Men intet Breeders Cup – eller Breeders Crown eller Breeders Course eller Dansk Avlsløb er større end det amerikanske forbillede.

I USA har Breeders Cup vokset sig så stort, at det nu afvikles over to dage – fredag og lørdag – hvor der kæmpes om en samlet præmiesum på 30 millioner dollars.

Fredagen står i 2-åringernes tegn og lørdag de ældre heste, og de mødes i dag i 9 løb, hvor Breeders Cup Classic er det højst doterede med 6 millioner dollars.

I USA er løb på dirt mest populært, og derfor er Breeders Cup Classic også et dirt-løb over 2000 meter – akkurat som det legendariske Kentucky Derby er det.

Det højst doterede løb på græs er Breeders Cup Turf med 4 millioner dollars i samlet præmiesum og her er den europæiske hoppe, Enable med Franco Dettori favorit.

For en måned siden vandt Enable, der trænes af John Gosden, Europas største galopløb for ældre heste, Prix de l’Arc de Triomphe – i øvrigt for anden gang.

Der ikke kun store penge på spil til hesteejerne.

I totalisatoren omsættes der flittigt – i 2010 blev der sat omsætningsrekord med 118.96 millioner dollars for en enkelt løbsdag – det er 7.7 milliarder danske kroner!!!

Samme år blev der også sat omsætningsrekord for de to Breeders Cup-dage med 173,85 millioner dollars!

Da var Churchill Downs – akkurat som i år – vært for arrangementet.

I går blev der sat publikumsrekord for en Breeders Cup-fredag med 42.249 gæster, og i dag ventes op mod 70.000 tilskuere på Churchill Downs-banen, der ligger i Louisville, Kentucky.

Jo, galopsporten er stor i USA – meget større end travsporten.

Da amerikansk travsport havde deres Breeders Crown-dag sidste lørdag på Pocono Downs var den samlede omsætning på 2.2 millioner dollars!!

DanToto har spil til hele den store løbsdag, der indledes allerede klokken 15.45, dansk tid.