TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Derfor kører Kjærsgaard ikke

af | Nyheder

Når der på fredag er løb på Billund Trav sender Preben Kjærsgaard to heste til start, men han kører dem ikke selv – og det varer mindst et par måneder før den tidligere championtræner atter er klar til at køre løb.

Preben Kjærsgaard. Foto FVB-odense

-Jeg skal opereres i næste uge, og derfor er jeg stoppet med at køre løb. Jeg har slidgigt i såvel venstre hofte som knæ, fortæller Preben Kjærsgaard til travservice.

-Det er noget jeg har døjet med et stykke tid, og for et par uger siden blev det så galt at jeg måtte på sygehuset til nærmere undersøgelse. Det var jeg i vejle, og her fik jeg dommen, at jeg skulle opereres i hoften snarest muligt.  De havde bare ikke tid til at operere mig før slutningen af februar måned!

-Heldigvis har jeg en sygeforsikring og i dag har jeg været til samtale på et privathospital, og det er aftalt at jeg skal have ny hofte i næste uge. Derefter går der et par måneder med genoptræning, så det varer et stykke tid før jeg er tilbage i sulkyen i løb, siger Preben Kjærsgaard.

-Privathospitalet mener, at det ikke er sikkert, at jeg skal have ordnet knæet – det kan være at det er nok med at jeg får en ny hofte og så undgår endnu en operation.

-Stalden kører videre som hidtil. Jeg har gode hjælpere i Sofus (Henrik Fahlen) og i Kurt Hansen og der er andre, der har lovet at vil give en hånd med, imens jeg restituerer mig. Jeg kommer hurtigt hjem efter sådan en operation, og kan så stavre rundt på krykker og følge med i arbejdet med hestene, siger Preben Kjærsgaard.

På fredag sender Preben Kjærsgaard Livi Nixon HM med Birger Jørgensen og Santandi med Jeppe Juel til start på Billund Trav