TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Derfor blev Bandit Brick besejret!

af | Nyheder

Fredagens største favorit i Aalborg var Bandit Brick med Jeppe Juel, der var spillet ned til 12:10 i 4. løb, men som gav sig i opløbskampen og sluttede på en tredjeplads.

Come on Hugo med Flemming Jensen midt i banen speeder frem til let sejr.
Hesselborg Foto

-Selv om Bandit Brick undervejs fik tryk af Obi, så burde han have klaret opgaven og ind i opløbet troede jeg da også på at vi skulle vinde, fortæller Jeppe Juel til travservice.

-Men lige pludselig gav han op, men jeg fik forklaringen, da vi kom i stald. Bandit Brick pustede meget, og hans puls var lang tid om at falde, så for mig er der ingen tvivl om, at han har en infektion, siger Jeppe Juel.

-Nu skal vi have Bandit Brick undersøgt og behandlet på mandag.

Bandit Brick kunne tage spids i det lille felt på fem, der faktisk blev yderligere reduceret kort efter start, hvor Baxo Epice galoperede.

Så var der fire heste tilbage, og de placerede sig med Bandit Brick i spids med Obi udvendigt. Derefter Come on Hugo med Forecast udvendigt.

Og sådan lå de til opløbet.

Her kom Forecast med Kenneth Andersen i angreb i tredje spor, og lidt ind i opløbet måtte Obi med Mads Henriksen slippe taget.

Det gav angrebsplads til Come on Hugo med Flemming Jensen, der kunne speede frem til sejr i 1.13.0a/1640 m foran Forecast i 1.13.2 og Bandit Brick i 1.13.4.

Flemming Jensen vandt endnu en sejr, nemlig med Cadiz, der var næsten lige så hårdt spillet som Bandit Brick.

Cadiz til 13:10 vandt sin femte sejr i seks starter i år.