TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Derbyweekendens værste syndere

af | Nyheder

Fire kuske blev udelukket fra løbsdeltagelse og i alt seks kuske fik bøder på 1.000 kroner og derover.

Ken Ecce

Topscorer på en liste over derbyweekendens værste syndere blev Lunden-træneren Ken Ecce, der i alt fik 2.800 kroner i bøder samt fem dages udelukkelse.

I lørdagens Hoppe Derby kørte Ken Ecce Covini, og her fik han 2.000 kroner i bøde for ureglementeret piskebrug, mens han søndag blev diskvalificeret fra en fjerdeplads med Babymoney. Det kostede 800 kroner og fem dages udelukkelse i perioden 9. september – 13. september.

Aalborg-amatøren Claus Muhlig er på andenpladsen på listen med 2.000 kroner og en udelukkelse fra den 9. september til den 17. oktober, begge dage inklusive. Han fik straffen for umådeholden brug af pisk bag Waterways.

Jockey Mads Hviid Nielsen fik 2.000 kroner i bøde for at tage flyvende start i Derby Consolation med Cadillac Shadow.

Træner Kasper K. Andersen må også til lommerne, idet han fik i alt bøder for 1.800 kroner samt en udelukkelse på fem dage.

Fredag blev Kasper K. Andersen diskvalificeret fra en tredjeplads med Big Business. Det kostede en bøde på 1.000 kroner og fem dages udelukkelse i perioden 7. september – 11. september, begge dage inklusive og søndag fik Kasper K 800 kroner for drivning på Dennis CK.

Skive-amatøren Peter Ø. Andersen kørte Pet Vet Time i Amatør Elite Cup Finale, men blev diskvalificeret for trængning. Det medførte en bøde på 1.000 kroner en udelukkelse i tiden 9. september – 28. september, begge dage inklusive.

Endelig fik den norske træner Frode Hamre 1.000 kroner i bøde for at belægge mere end et spor som førende med Park View i et løb lørdag.