TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Derbyvinder mod comeback

af | 31. aug 2019 | Nyheder

I marts blev der taget afsked med Derbyvinderen Axel på Jydsk Væddeløbsbane – nu havde den løbet sit sidste løb. Men man har jo et standpunkt, til man tager et nyt – og snart gør Axel comeback.

Axel er i de fleste af sine starter kørt af Rene Kjær. Foto: blev Ole Hindby

Det blev ikke noget langt otium for Mr Greens derbyvinder Axel (Love You), som officielt afsluttede løbskarrieren i marts måned i år.

Her kunne Jydsk Væddeløbsbanes publikum tage afsked med banens seneste derbyvinder, der nu skulle gå og have det godt hjemme hos Ellen Piltoft og Karsten Holm.

Men fredag dukkede Axel op i prøveløb på Jydsk Væddeløbsbane, hvor den havde Finn M. Lassen i sulkyen, og i fin stil blev den godkendt i 1.17.9/1800 m efter en afslutning i 1.15-fart de sidste 500 meter.

-Axel har været så fin hjemme, så derfor begyndte vi at sætte ham op igen, og foreløbig ser det ud til at fungere fint for ham, siger Karsten Holm til travservice.

-Det var dejligt at se, at Axel travede fint i Prøveløbet, og det gik i det hele taget lige som vi havde aftalt med Finn M. Lassen på forhånd. Det var til et 13-tal på 12 skalaen, siger Karsten Holm.

-Med 1.8 millioner kroner på præmiekontoen er der store krav til Axel i løbene, og vi kan ikke træne ham op til at være i topform. Han skal startes i form og uden de store forventninger. Jeg vil tror, at vi kan finde et løb til ham inden for den næste måned eller halvanden, siger Karsten Holm.

Karsten Holm havde også en 3-åring, Erik (Love You) i prøveløb, som Rene Kjær kørte, og den blev godkendt på 1.20.1/1800 m.

-Lige nu er jeg på vej til Fyn med en anden af vore treåringer, Edward, der også er efter Love You. Den tror jeg på sigt bliver bedre end Erik, siger Karsten Holm.