Der bliver kun Derbyvaser til vindernes ejer i Dansk Hoppe Derby og Hoppe Consolation om lørdagen, men til gengæld indføres en ny tradition i de øvrige løb
Gennem mange år har det været en tradition, at de vindende ejere af heste i Derbyweekenden fik en Derbyvase – en smuk porcelænsvase, der i gamle dage var forsynet med et portræt af forrige års Derbyvinder.
Vaserne, der er fremstillet på Royal Copenhagen, er dyre at producere, og derfor har man på Charlottenlund Travbane nu besluttet, at udover i løbene på Derbydagen, er det kun i Dansk Hoppe Derby og Hoppe Consolation, der begge afvikles lørdag eftermiddag, at vindernes ejer modtager en Derbyvase.
I de øvrige løb vil der være en sølvpokal til hestens ejer, samt en opsats med en travhest til kusken. Til staldmanden vil der være en figur af et hestehoved.
Men alle hesteejere, der har en vindende hest på Derbydagen vil altså fortsat modtage et eksempler af den attråværdige Derbyvase.