TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Derbytoeren i sæsondebut

af | Nyheder

Lindhardt Jensen kunne godt ha’ brugt et rutineløb til Donatello Garbo inden årets første start fredag eftermiddag på Fyn.

Donatello Garbo har kun vundet et enkelt storløb, Frosty Hanovers Mindeløb, men har takket være en række sekundære placeringer i de fleste årgangsløb han har stillet op i, alligevel tjent 919.000 kroner, og nu skal Wishing Stone-sønnen ud og vise at han kan “bære” de mange penge.

Donatello Garbo med Lindhardt Jensen ved hovedet. Foto: Hesselborg Foto

5-årssæsonen indledes fredag på Fyn, hvor Donatello Garbo og René Kjær er på plads i stayerløbet mod topheste som Come On Hugo, Onceforall Face og genopstandne Apapmand, så Lindhardt Jensens Derbytoer kommer på noget af en opgave første gang ude efter godt fire måneders løbspause.

-Jeg ville godt ha’ haft ham ud lidt tidligere eller evt. i et rutineløb, men det var heller ikke muligt og det er så baggrunden for denne her start, siger DTC-formanden.

-Omvendt kan man så sige, at hvis man har sådan en hest, er man nødt til at ha’ nogle ambitioner og ikke bare “pakke dem ind”.

-Hvis vi skal ha’ nogle forhåbninger om at komme ud på Copenhagen Cup-dagen, enten i 5-årsløbet eller måske i Sølvdivisionen, skal Donatello Garbo jo ud og i gang nu.

-Jeg synes, at Donatello Garbo virker bedre i år end på samme tid i fjor, men om han har taget skade på psyken af de lidt for mange hårde låb i fjor, får vi først at se når han kommer til start.

“Hun traver fint, men …”
Lindhardt Jensen har pt. 11 heste på træningslisten, heriblandt tre 4-åringer, der alle har vundet løb, men i årgangssammenhæng tror han kalrt mest på Emma D (From Above U S), der er lillesøster til Hoppe Kriterie-vindren og millionæren C D (1.12,4a-1.245.000 kr).

-Forventninger er måske så meget sagt, men vi drømmer i hvert fald om, at Emma D kan være med i nogle af 4-årsløbene; det mener jeg også, at hun har vist at hun har potentiale til, siger Lindhardt Jensen.

-Emma D galoperede sidst, men gik jo et helt kanonløb efterfølgende. Hun er meget sin egen og ligner på det punkt C D, men traver fint – det er hovedet, det er galt med, men vi ændrer hele tiden lidt på udstyret og håber, at hun efterhånden bliver bedre.

Verdens sødeste hest
Lindhardt Jensens staldliste omfatter også de to 3-åringer Fairfax Hyrdehøj (From Above U S) og Faust Hovmand (From Above U S), der endnu er ustartede. Sidstnævnte skal i prøveløb førstkommende tirsdag i Skive.

-Faust Hovmand var oprindeligt ejet af det konsortium, From Above U S I/S, der ejer avlshingsten From Above U S, og vi købte ham af opdrætteren, Bent H. Nielsen, fortæller Lindhardt Jensen.

-Da vi skulle tage stilling til, hvad der skulle ske med hesten, var de andre ikke interesseret i ham, så det endte med, at jeg købte Faust Hovmand.

-Han er ikke blevet trænet ret meget, men er verdens sødeste hest, som mit nu 14-årige barnebarn har kørt med flere gange oppe hos Kaj Jensen siden Faust Hovmand var to år.

-Jeg har faktisk lige i dag været inde på Aalborg-banen med Faust Hovmand, og man kan – groft sagt – nærmest binde tømmerne til vognen, så finder han selv rundt på banen. Det er en rigtig sød hest. Det er jo ikke sikkert, at han bliver til noget – det vil tiden vise – men jeg synes faktisk, at han traver rigtig godt og har en god teknik. Han kan uden problemer 16-17-tempo rundt i svingene. Det kan godt være, at han ikke bliver en årgangshest, men så kan han blive en fin amatørhest.

-Min anden 3-åring, Fairfax Hyrdehøj, kommer i prøveløb næste gang det er muligt i Aalborg. Det er en stor hest, som vi forventer os en del af, men med den afstamning og som han har udviklet sig, synes jeg også godt, at det er en hest, man kan ha’ nogle forhåbninger til, slutter Lindhardt Jensen.

Fairfax Hyrdehøj er første afkom efter Randi Bork (Earthquake), der bl.a. vandt Dansk Avlsløb for Hopper og tjente 602.000 kr.