TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Derbysnak: Morten Friis tror på topchance

af | Nyheder

“Hun løber lige op med alle de andre heste i feltet” siger Morten Friis om Evita, der siden i fjor har gennemgået en fornem udvikling.

Evita sluttede 3-årssæsonen med sejr i Dansk Avlsløb for Hopper på hjemmebanen i Skive, og det er tydeligt, at Wishing Stone-datteren her i Derbysæsonen har taget det sidste skridt op blandt årgangens allerbedste hopper.

Evita. Foto: Gorm Johansen

-Ja, jeg synes hun er mere “på hugget” i år og føler mig bestemt ikke slået på forhånd, siger Morten Friis.

-Starten i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix, hvor hun kom i klemme i første sving og galoperede, skal man bare glemme. Det var ren utur. Hun har gået rigtig godt de to seneste starter og alt har været fint efter Derbyprøven.

-Evita gik sidste hårde arbejde i mandags og skal gå en “slappe af-tur” i morgen, så hun er fit for fight til at præstere helt i top på lørdag.

-Hun har været frygtelig hurtig fra start de sidste par gange og fra spor 5 kører jeg til fra start. Jeg tror at det kun er Energy Mix, der er lige så hurtig fra start som Evita, så nu må vi se hvad Svendsen gør, men jeg er sikker på at Evita vil gøre en rigtig god figur og hun har klasse til at være med på stregen i Hoppe Derbyet.

Det vi allesammen drømmer om
Morten Friis er også på plads i Dansk Trav Derby bag Bent Svendsen-trænede Eddie Cook (Gift Kronos), som han også kørte med succes i Jydsk 4-årings Grand Prix.

-Jeg blev meget glad, da Bent ringede og spurgte, om jeg ville køre Eddie Cook i Derbyet. Det at køre Derby er jo det vi allesammen går og drømmer om, og jeg glæder mig selvfølgelig også, uanset hvor store eller små chancer vi har, siger Morten.

-Jeg synes at Eddie Cook gik et godt løb i 4-årings Grand Prix’et, selvom han vil ikke har fordel af Århus-banen. Han er meget bedre venstre rundt og jeg synes faktisk også, at han gik godt i Derbyprøven, selvom det blev hårdt fra start.

-Vi kan få et godt løb fra spor 8 og hvis vi kan være heldige at komme til at gemme os lidt undervejs, kan han godt være heldig at tage en af de sidste præmier.